, refr@avisen.dk
Hvor svært kan det være? , spørger 38-årige Amina Ahmed. For selv om
hun er født i Somalia og beder til Allah fem gange om dagen, så er hun dansk
statsborger og anerkender demokratiet.
Den lattermilde plejehjemsassistent
kunne som sådan snildt indgå i en ’her går det godt med integrationen-reklame’,
når hun så’en synger fødselsdagssange for de ældre med Dannebrog ved sin side.
Jeg vil i hvert fald gerne passes af Amina, når jeg bliver gammel. Ikke fordi,
hun taler flydende dansk (også med sin søn), men fordi, hun er et sympatisk
menneske.
Sagen er bare, at det generelt ikke går særlig godt med den der
integrationsproces. Derfor forsøger dokumentaren ’Mig og Naser’ at skubbe til
intolerancen ved at tegne et portræt af en enlig, muslimsk mor for hvem det dog
- ironisk nok - bliver for drøj en omgang, da hun vælger at slå et slag for
ytringsfriheden og danskernes syn på Islam.
Instruktøren Cathrine Marchen Asmussen har brugt Muhammed-krisen
som bagtæppe, og den deraf følgende dannelse af Demokratiske Muslimer som
scene. Derfor titlen ’Mig og Naser’. For Naser Khader er Aminas ’hero’, hvorfor
hun som den eneste ikke-politiker stiller op i foreningens bestyrelse.
Knap så demokratisk
Naser Khader er dog ikke helt det muslimske mønstereksempel, han
så ofte bliver fremstillet som. På Nørrebro, hvor Amina bor, kalder de ham for
en ’satan’, der ikke er tro mod sin religion. Amina bliver spyttet i ansigtet,
fordi hun er med i hans parti.
Jeg vil ikke være offer, siger Amina. Og forsøger at melde sig
ud af frygt for at hendes barn skal blive ramt af repressalier.
Også Naser Khader bliver truet, endda på livet, og derfra går det
langsomt ned ad bakke med formandens engagement. Det vil sige, tv har han altid
tid til, mens bestyrelsesmedlemmernes gentagne opkald forbliver ubesvarede. De
Demokratiske Muslimer viser sig at være mere topstyrede end demokratiske, og da
Khader indirekte kritiserer Koranen på direkte fjernsyn, bliver det for meget
for Amina.
- Naser kan ikke skabe dialog med muslimerne,” siger hun med tårer
ned ad kinderne, og en kop forsonings-te hjemme hos Amina ender med, at hun
melder sig ud af foreningen (mens Nasers bil bliver udsat for hærværk nede på
gaden).
Nødvendigt indblik
Man forstår hende ikke helt, fordi hun på trods af sit
demokratiske sindelag virker så ubøjelig i sin tro på, at man ikke kan stille
spørgsmålstegn ved den muslimske tro. Pludselig er hun selv et eksempel på det dilemma, der graver grøfter mellem
muslimer. Og muslimer og danskere, vel at bemærke. I stedet starter Amina et
’Suppe for fred’-initiativ sammen med en kristen og en jøde. Fred er trods alt
nemmere at enes om.
Ros til ’Mig og Naser’, fordi den er så ærlig, og hverken påstår
at have løsninger eller forbilleder uden skyggesider. Det er ganske unikt at
blive bragt så langt ind under tørklædet på en muslimsk kvinde, og opdage at vi
til trods for trosforskelle, ønsker det samme. Dialog, fred og forståelse.
Banalt, ja, men svært at praktisere, og derfor et helt igennem relevant og
nødvendigt indblik i en svær problematik.
Efter beskyldningerne om bevidst dramatisk manipulation, var visse
scener i går klippet ud af TV2. Pointen stod helt klart uden.
Avisen.dk vil i løbet af dagen bringe en række anmeldelser fra folk, der på Avisen.dk s opfordring så dokumentaren Mig og Naser på TV 2 tirsdag aften.