Det er ofte blevet fortalt, at unge forgæves leder efter praktikpladser.
Men ifølge en ny analyse er et nyt problem stigende. Flere erhvervsskoler må på grund af mangel på elever afvise virksomheder, der leder efter lærlinge.
Det viser en rundspørge blandt landets erhvervsskoler, som Danmarks Arbejdsgiverforening står bag.
Det er ifølge foreningen blandt andet smedelærlinge, ernæringsassistenter, kontorelever, murere, kokke og industriteknikere, som skolerne har svært ved at stille med.
I rundspørgen er 53 erhvervsskoler blevet spurgt, og de fleste bekræfter problemet.
Inden for fødevarer, jordbrug og oplevelser samt teknologi, byggeri og transport er det cirka 80 procent, der svarer, at de oplever at måtte afvise virksomheder, der efterspørger lærlinge, fordi de ikke har nok.
Det samme gælder omkring 60 procent af erhvervsskolerne inden for omsorg, sundhed og pædagogik samt kontor, handel og forretning.
Og problemet er hos de fleste erhvervsskoler stigende. Således svarer 80 procent, at udfordringen er blevet større gennem det seneste år.
Lars Kunov, der er direktør i Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, kan godt genkende billedet i analysen.
- Vi er nu i den situation, hvor det vi har sagt i et stykke tid - at der kommer til at mangle lærlinge - nu virkeligheden i en række brancher og en række steder i landet, siger han.
Udfordringen, med at unge mangler praktikpladser, er derfor ikke et så stort problem længere, fortæller Lars Kunov.
- Det er ikke helt slut, men vi kan se, at antallet af elever, der mangler praktikplads, falder ganske kraftigt, siger direktøren og tilføjer:
- Der er nogle enkelte brancher og steder i landet, hvor det fortsat er et problem. Men det altoverskyggende problem er, at der mangler elever.
/ritzau/