Det skønnes, at 750.000 ortodokse jøder søndag har deltaget i begravelsen af den indflydelsesrige rabbiner Chaim Kanievsky i byen Bnei Brak tæt ved Tel Aviv.
Rabbineren, der var født i Hviderusland, var kendt som "toraens prins". Han blev 94 år.
Politiet havde på forhånd udtrykt frygt for, at det kunne udvikle sig katastrofalt med de enormt mange mennesker.
Byen har søndag været som et hav af mænd og drenge med brede sorte hatteskygger og sorte jakkesæt. Der var indrettet en særlig sektion, hvor kun kvinder kunne deltage.
Det er politiet, som skønner, at trekvart million mennesker var mødt op til begravelsen. Det svarer til otte procent af Israels befolkning. Det er den største folkemængde, der nogensinde har samlet sig i Israel.
Tusindvis af politifolk og hjemmeværnsfolk var udkommanderet for at forhindre, at det skulle ende i kaos og ulykker. Men myndigheder kunne senere søndag melde, at der ikke havde været nogen alvorlige episoder.
Politiet og regeringen havde frygtet en gentagelse af katastrofen fra bjerget Meron sidste år. Et valfartssted for ortodokse jøder. Her blev 45 mænd og drenge trampet og mast ihjel, da arrangørerne mistede kontrollen over begivenhederne.
Rabbineren Kanievsky var den reelle leder af det, som almindeligvis kaldes den litauiske gren af den ultraortodokse jødedom.
Hans kendskab til jødisk lov - i religiøs forstand - var så værdsat blandt Israels ortodokse jøder, at hans fortolkning af loven blev fulgt.
De ultraortodokse er splittet i mange grupperinger. Men Kanievsky blev af mange set som en samlende figur.
For sekulære jøder vil han blive husket for, at han i 2020 under corona-pandemien blev anklaget for at opfordre sine tilhængere til at ignorere krav om at holde afstand til andre personer. Han bad dem også om fortsat at komme i synagogerne uanset smitten.
Ultraortodokse ledere nægtede også at holde skoler lukket.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.