Der er langt fra den lille pige, der med sit strålende smil gik lige i hjertekulen på danskerne, da hun vandt MGP i 2015 med sangen "Du du du", til den Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som tonede frem i DR-dramaet "Ulven kommer".
Her spiller hun teenagepigen Holly, der anklager sin stedfar for vold.
Den præstation har imponeret Danmarks Filmakademi, der lørdag aften tildelte det 15-årige talent med prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle i en Tv-serie.
Hun er den yngste, der nogensinde har vundet den pris.
- Tusind tak, jeg kan slet ikke forstå det! Jeg havde ikke turdet håbe på det, lød det fra den nykårede prisvinder.
- Tak, fordi I tror på mig. Det er en kæmpe anerkendelse.
Det har været en svær rolle at forløse, fortæller Flora Ofelia Hofmann Lindahl efterfølgende.
Rollen ligger enormt langt væk fra, hvem hun selv er, og hvad hun kender til.
- Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere, at det, hun går igennem, er virkelighed. At der rent faktisk er piger og kvinder, der går igennem det, Holly gør, i virkeligheden.
- Men jeg har haft et stærkt arbejde med instruktøren, og jeg elsker at spile skuespil, siger hun om udfordringen.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl var oppe mod veteranen Karen-Lise Mynster for "Når støvet har lagt sig", Laura Christensen for "Efterforskningen", Lene Maria Christensen for anden sæson af "Friheden" samt skuespillerinden Asta Kamma August for serien "Sex".
- De andre lavede nogle virkelig stærke præstationer! Jeg kan slet ikke forstå det. Det er et kæmpe skulderklap, siger Flora Ofelia Hofmann Lindahl.
- Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forholde mig! Det er ret uvirkeligt! Jeg er virkelig overvældet! Det er så vildt, siger den unge stjernespire.
Til daglig går Flora Ofelia Hofmann Lindahl i 9. klasse, og hun er slet ikke i tvivl om, hvad der skal ske i fremtiden.
Og prisen kan måske være med til at åbne nogle af dørene til det.
- Det er rimelig godt at have på sit cv også, siger Flora Ofelia Hofmann Lindahl om statuetten, som skal stå på hendes hylde, hvor der i forvejen ligger manuskripter fra serien.
"Ulven kommer" snuppede også prisen for den mandlige pendant i kategorien.
Prisen for Årets mandlige hovedrolle i en tv-serie gik til Bjarne Henriksen.
I "Ulven kommer" spiller han sagsbehandleren, som skal finde ud af, hvad der er op og ned i Hollys anklager mod stedfaren.
/ritzau/