Glemt alt om små hundehvalpe eller søde killinger. Sydkoreanerne har fundet et helt andet middel mod de mange depressioner, der er fulgt i kølvandet på corona-pandemien, når folk har været tvunget til isolation.
Kuren er i stedet en kæle-plante, som regeringen i det asiatiske land har sat i produktion, og er klar til at sende på markedet i såkaldte ”kæle-plante sæt”.
– Vi forstår, at befolkningen er både triste og trætte på grund af den langtrukne epidemi. Planterne kan berolige sindene hos dem, der er tvunget i isolation, siger Yoon Tae Ho, chef for karantæne-myndighederne i Sydkorea ifølge NBC.
I Sydkorea er farven grøn symbol på heling og helbredelse. Og derfor er valget af kæleplante faldet på planten, Sanshou, der på dansk kaldes koraltræ. Det er en plante, der oprindeligt stammer fra landet og samtidig symboliserer tapperhed.
Kæleplanten er blevet introduceret for at opfylde flere behov. For et første en følelse af fællesskab, men den vil også naturligt aktivere folk, da den skal passes og plejes.
– Men først og fremmet er det en måde at fortælle folk i isolation, at de ikke er alene. At samfundet hepper på dem gennem de hårde tider og værdsætter de ofre, de gør, i den større sags tjeneste, siger Lee Yong Kwon, direktør i afdelingen for undervisning under Korea Forest Service.
Sydkorea har fået international ros for sin måde at håndtere virusudbruddet på. Blot 280 mennesker har mistet livet, men til gengæld har 370.000 haft brug for psykolog-hjælp, siden landet blev ramt af corona.