Hugo Helmig blev natten til lørdag tilbageholdt af politiet i Aarhus og taget med på stationen, fordi han var kraftigt påvirket af kokain. Han har derfor tilbragt natten i detentionen.
Det bekræfter Hugo Helmigs manager, Jakob Sørensen, over for Ekstra Bladet.
Ifølge manageren har Hugo Helmig de sidste to måneder været i afvænning for et misbrug af netop kokain, og natten til lørdag fik den 20-årige hitmager et tilbagefald.
- Det, der er sket, er, at Hugo er blevet taget med af politiet natten til lørdag. Det er mere en forvaring end en anholdelse, for han har ikke gjort noget ulovligt. Han har ikke gjort skade på nogen eller forulempet nogen, men han har ikke været i kontrol, og derfor har han overnattet i detentionen til i morges, siger manageren til Ekstra Bladet.
Hugo Helmig er lige nu på turné, men har været nødt til at aflyse et par koncerter på grund af sit tilbagefald.
- Hugo er i løbet af det sidste år faldet i et par gange med at tage kokain, og det har vi sammen med ham taget hånd om. Han startede i behandling i starten af det her år, og alt er faktisk gået rigtig godt. Han har udsendt en plade, men det, der sker i går, det er, at han falder i igen, lyder det fra Jakob Sørensen.
Farligt stof
Ifølge Jakob Sørensen reagerede Hugo Helmig kraftigt på de stoffer, han tog fredag aften, og derfor besluttede politiet sig for at tage ham med på stationen.
- Kokain er et farligt stof. Det er der ingen, der kan tåle, og det kan Hugo heller ikke. Han bliver underlig af det. Han bliver trist, og han bliver sur, når han gør det. Det var det, der skete i går, og derfor skulle han have hjælp, og det fik han af politiet, som tog ham med, siger Jakob Sørensen og understreger, at Hugo Helmig ikke er blevet sigtet for nogle lovovertrædelser i forbindelse med episoden.
Hugo Helmig har lige nu fuld gang i sin turné i forbindelse med hans nye album 'Juvenile', og fredag aften gæstede han Aalborg. Dagen forinden havde han spillet sin premiere-koncert i Herning. Men efter de to shows gik det altså galt.
- Det er jo gået godt for Hugo på det seneste, og hans premiere er gået så godt, og han blev så glad i går efter hans show, og det var så der, det gik galt. Han blev så glad over sin premiere, at det simpelthen gik galt. Så for ham handler det nu om at komme tilbage og få løst problemet, så han kan fokusere på sin musik, siger Hugo Helmigs manager.
Ifølge Hugo Helmigs manager har de som konsekvens af episoden valgt at aflyse en koncert, der skulle være afholdt i Vejle Musikteater lørdag aften.