Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Politisk korrekthed er blevet et fy-ord

Begrebet bruges i tide og utide – ”politisk korrekthed”.

I min taxi næsten dagligt. En effektiv måde at lægge afstand til de der politiske bøsserøve, der ikke tør sige hverken møgkælling, neger eller perker.

Så er det på plads, for her taler vi frit.

Det passer os så forbandet dårligt her i frisindets kongerige nr. 1, at de politiske anstandsdamer og -herrer skal bestemme, hvordan vi udtrykker os. Her hvor pornoen er sat fri, hvor kvinderne hellere går nedringede end med slør – her hvor vi i vores kollektive selvforståelse skærer ind til benet og udstiller de muhammedtegninger, der fanden gale mig passer os. Her hvor ytringsfrihed og håne-ret er uadskillelige søskende.

Politisk korrekthed. 
Det startede med en legitim kamp for anstændig sprogbrug overfor etniske, seksuelle og kulturelle mindretal. Og det er endt som en uvenlig etikette på de venstredrejede, rød-grønne, naive idealister. Nej faktisk slet ikke idealister.  Men de der helprofessionelle, kulturradikale debattører i Politiken og Information-segmentet, som de politiske ukorrektes profet over alle, Søren Krarup samlet kalder ”Over-Danmark”.

Fy for satan, - eller hvordan man nu udtrykker det i de national-konservative miljøer: ” … 68-generationen …”. Eller lige på og hårdt: – Socialismens lakajer. Det er faktisk et sjovt paradoks, at dette socialist-fokus er langt mere artikuleret efter at den udførte socialisme er afgået ved døden. Ikke mindst ny-liberalisterne i LA har succes med at udnytter et gammelt, politiske greb til det yderste: Indtil nu har vi levet i et hybrid-socialistisk samfund, hvor folk er dovne, fordi mad og penge falder lige ned i folke-næbbet uden nogen indsats. Sådan er socialismen. Nu kommer frelsen i form af liberalisme og fri konkurrence.

Jo mere fortiden har været et helvede, jo mere udgør reaktionen en frelse. Rollerne er byttet. Det frisatte mennesker er konkurrencemennesket.  En halvgammel lejesvend som 
taxamanden smågriner af selvfølgelighederne. Her først på ugen kunne den nye justitsminister Pind tale skæbne-alvorligt om politiets behov for ressourcer. Her er ikke behov for nulvækst eller noget af Venstres sædvanlige snak om alt det, der kan hentes ved moderniseringer i den offentlige sektor.

Den nye politiske korrektheds bud:
Politiet mangler altid penge.

Stine Bosse, tidligere top-erhvervsleder, stak næsen frem og mener, at regeringens flygtningepolitik og planerne om at bruge annoncemedier for at få migranterne til at holde sig væk fra Danmark ville skade dansk erhvervsliv. Det fik den ideologiske ypperstepræst i DF, Søren Espersen, til at fremhæve partiets og egen fædrelandskærlighed og bortdømme Bosse som fjende af fædrelandet.

Endnu et bud fra den moderne politiske korrekthed: At holde de fremmede væk er at passe på Fædrelandet

Og inden havde integrationsminister Støjberg udpenslet egen og regeringens hektiske begejstring for at få antallet på asylsøgere og migranter NED. Der er noget ganske særligt, overspændt over politikere, der fortsætter rollen som forreste partisoldat og valgkæmper, selv om den formelle sejr er hjemme. Mens flygtningene drukker i middelhavet. Mens Syrien falder sammen og Tyrkerne – vores NATO-partnere slår kurdere ihjel, selv om Islamisk Stat er fjenden og netop bekæmpes af kurkerne. Og mens Løkke-regeringen lukker arbejdet med at undersøge Irak-krigens lovlighed – overbeviser minister Støjberg sig selv om, at DF’s 
kærnepolitik (Den nationalkonservative), der var med til at gennembanke Venstre, at den nu virkeliggøres af et parti, der engang markedsførte sig som liberalt.

Den nye politiske korrekthed:
Hvis bare vi angriber bagmændene, fører vi folkevandringen uden om Danmark.

Jeg havde engang en generaldirektør, der fik de mest tjenstvillige chefer til at grine af fortiden, da han var hovedprædikant på DR’s strategikonference. Han højtlæste en tv-programoversigt fra 70’erne, hvor aftenen bød på en oplysende udsendelse om ”den dialektiske materialisme”. Kender ikke begrebet, grinede generaldirektøren, og jeg er endda akademisk kandidat. Så grinede hans frontsoldater også. Krigen mod den røde fordummelse er vundet – men vi fryder os stadig over sejren. HELT sikker på side-skiftet i den politiske korrekthed blev jeg denne sommer som lytter til ferieafløseren for 24syv's fantastiske satiske satire-scoop, Den Korte Radioavis. I tre uger, en time, fem gange om ugen – i alt i knap 15 timers radio fik den moderne politiks svar på historien om små-svindleren,  Kaptajnen fra Köpenick, Mads Holger, fri talefrihed. Det må få alle andre partier til at blive blå og røde af misundelse. Tænk at få 15 timers skattefinansieret radio til at pille i egen og i partiets navle.

Indrømmet. Jeg har en snert af beundring for Mads Holgers evne til nat sparke døre ind i politik og i medierne. Han har simpelthen indtaget landbyen Danmark og udgør fornyerens rolle i den moderne konservatisme. Og han slår uforfærdet debatten an med sine lommefilosofiske iagttagelser fra en tid han aldrig har levet i:

” - I 70’erne tænkte man hele tiden dem-og-os. Enten hørte man hjemme i Sovjetunionen eller også i USA … ”

Her mænger smukke Mads sig med statsministeren og hele den regering, der i den grad har taget ejerskabet til den politiske korrekthed:
Nu er det Blå Blok, der skriver historien!

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.