Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Politikere, hold dog fingrene fra vores personlige liv!

Så troede man ellers lige, at Danmarks liberale regering havde planer om at opføre sig liberalt.

Men den fik levebrøds- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og super-djøfer og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) lige dementeret. I sidste uge gjorde de sig – hånd i hånd – berømte på visionen om at få arbejdsindsatsen sat op i danske familier. Især kvinderne må skrue ned for den der pladderhumanistiske deltidsmentalitet.

Så nu kan danske børnefamilier forvisse sig om realiteten bag det gamle Venstre-partislogan: Venstre ved man, hvor man har!

Det er sandt.

Først og fremmest på nakken!

Også for ærke-liberalisterne i Liberal Alliance blev denne illustration af politologisk penge-tænkning (I skal arbejde noget mere og få jeres børn passet noget oftere.) lige vel statsfetichistisk. Det må da være det enkelte menneske og den enkelte familie, der selv bestemmer, hvor meget arbejdet og hvor meget kærligheden til ungerne skal fylde, sagde en af LA’s ordførere.

Taxamanden her kom til at tænke på, om politikere virkeligt er virkelighedsforladte – i den venstre hjernehalvdel – og visionsløse i den højre? Om det virkeligt er sandt, at deres drømmeløse forestillinger langsomt, men sikkert får dem til at glide bort fra de mennesker, der har valgt dem og betaler deres gode løn og urørlige pensioner.

Men lykkeligvis er drømmene og deres virkeliggørelse ikke døde i folket – heller ikke uden for lilleputstaten.

Der er skønhed, kærlighed, poesi, lykkefølelse, nytænkning – ja, måske en særlig overlevelsesevne i det frisatte menneske. Skolemanden Christen Kold - sammen med Grundtvig, højskolernes og friskolernes fader - lod sig jo ikke døse hen i depression, da latinskolen og borgerskabet forsøgte at kværke hans frisindede syn på skole og læring. Kold gav magthaverne fingeren og rejste i fem år til Smyrna i Tyrkiet for at tænke over livet og spare op til sin store drøm – at starte en folkehøjskole.

Helt uden sammenligning: Efter to ugers arbejdsløshed, besluttede jeg selv for godt tre år siden at virkeliggøre en drøm om at skrive – og køre taxi. Gud ske tak og lov sad der ikke nogen politisk papegøje på min skulder og fortalte mig, at staten var mere tjent med, at journalisten og mediechefen blev ved sin læst. At det i de økonomiske modeller ville gøre mig til en bedre skatteyder (det ville formentlig også være endt som netop en økonomisk katastrofe for både mig og en bet for arbejdsløshedskassen, fordi ingen medier ville ansætte en gammel idiot på 57!)

Denne turn-around af mit eget liv – inklusive en økonomisk røvtur, hvor min indtægt blev reduceret til ca. en tredjedel – er måske en af de mest betydningsfulde beslutninger, jeg har truffet i mit liv.

Sjældent har jeg været så arbejdsglad som netop nu.

Og jeg møder mange gange mennesker, som kigger på mig med større beundring end den dag sidst i 90’erne, hvor jeg stod der i kjole og hvidt, rakte den behandskede hånd frem og takkede dronningen for ridderkorset.

Nogle af mine kunder i vogn 2282 drømmer selv.

Tag for eksempel manden i en chefstilling i et internationalt medicinalfirma. Da jeg direkte spurgte ham, hvad han kunne tænke sig, hvis han skulle sige farvel til prestigen og den fede løn, kom det efter et par sekunders eftertanke: Han kunne tænke sig at skrive. At skrive digte – igen. For bag den modne, lægeuddannede karrieremand gemmer sig en mand, som faktisk har levet ungdomslivet på de københavnske caféer i 80’erne – i sort tøj med sorte tanker. Og faktisk med enkelte udgivelser i et lyrik-tidskrift.

Eller for nyligt: Salgsdirektøren, midt i 50’erne, som har trukket sin familie rundt i verden – med udgangspunkt i Sydafrika. Kina, Vietnam, Thailand – og nu Skotland. Han drømmer om at flytte HELT ud på landet i det skotske højland. Han er på vej. Det første skridt er taget med en flytning UD af byen. Han vil tænke over livet og dyrke får.

Eller den indiske forsker, der har fået solide kvababbelser over ikke at se ret meget til sit eget barn for slet ikke at tale om angsten for livsstilssygdomme – når man netop forsker i diabetes. Han drømmer om at vende tilbage til start. En lektorstilling eller måske et lille professorat på et af verdens universiteter

Og så er der dem, der faktisk har gjort noget ved at få virkeliggjort drømmene:

Jeg kørte med den ret unge danske gymnasielærer, der sammen med fruen har forladt skolen og med deres tre mindreårige børn er flyttet til et af de kendte, europæiske feriemål. Her har de skabt et lille hotel og arrangerer cykelture rundt i området. Holder eller holder den ikke? Det er med til at skabe spænding i selve beslutningen.

For et par måneder siden mødte jeg en tidligere mediechef, hvis historie lød lige vel fantasifuld, da jeg hørte om den, inden jeg mødte manden. Den var god nok, da jeg hørte historien fra mandens egen mule. Da tv-branchen var lige vel broget – og han var i 50’erne – virkeliggjorde han en gammel drøm om at køre de store tog. Han uddannede sig til lokofører og har kørt både lilleput-maskinerne for de danske lokalbaner og de lynhurtige TGV-tog i Europa. Det sidste har alderen sat en formel grænse for. Men, men, men - et godt stykke oppe i 60’erne må han stadig køre de lidt langsommere tog.

Hans arbejdsliv kører stadig på skinner.

Og min ven, professoren emeritus, der har taget fat på akvarelmaleriet, tager kurser i ind- og udland og viser og fortæller om sin kunst i sin begavede blog.

Eller min ven fra chefnetværket, ingeniøren fra Vejdirektoratet, der har kastet sig over kunstfotografering af temmelig høj kvalitet. Han sælger faktisk nogle af sine billeder på nettet!

Forstår I det, politikere, eller skal jeg stave det for jer!

Hold venligst nallerne fra vores personlige liv. Det ejes ikke af staten, folketinget eller regeringen.

Det er vores – vores alene. Fra valget af deltidsbeskæftigelse, dramatiske karriereskift – til virkeliggørelsen af de drømme, vi ikke nåede undervejs.

PS: Begrebet den drømmeløse søvn stammer fra PH’s vise ”I dit korte liv …”, der slutter med ordene:

Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat ...
Det haster med det kys.
Den kommer, før du tror,
den drømmeløse søvn.

For en ordens skyld: Den drømmeløse søvn er en metafor for – døden!

God dag, Danmark.

- Velkommen til de levendes land!

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.