Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Så kom dog op på barrikaderne!

Det var en af mine helt unge journallist-kolleger og gode ven, Johan, som fik mig til at brumme over tidens tand og dagens Politiken derude i morgenmørket i taxien. Egentlig ikke så meget den konkrete artikel. Mere en utålmodighed over, hvor hans generation egentlig er henne.

Og allermest taxi-gubbens irritation over artiklens overskrift:

"Blev du også tvangsfodret med Kim Larsen af dine forældre?"

Lidt uretfærdigt, at det skulle gå ud over Johan, der givetvis er en af landets kommende, stærke profiler i journalistikken – og under langt bedre uddannelse på RUC end min egen i Århus i 70’erne. Hans artikel har den klassisk journalistiske kvalitet, at den vinkler sig mod strømmen på national-spillemandens 70-årsdag.

Kim Larsen er blevet hovedrig uden rigtigt at have bedt om det. Og den dag skulle han altså hyldes som var der tale om Jesu genkomst hele døgnet, ja mange dage før i artikler og portrætter.

Heller ikke den fejring havde han orkestreret. Så lad nu Larsen ligge!

Min journalist-praktikant-ven valgte så at bruge sit personlige bulimiske forhold til Lune Larsen. I skolen, ved teaterkoncerter og i kampagner for friheden til at ryge – han var træt af at få tvunget manden og musikken ned i halsen som en fransk bur-gås, der skal laves til Foie Gras. Og det blev så indgangen til interviews med en række Larsen-manikere.

Men overskriften gav mig selv et irriterende modspørgsmål i de dage, hvor der endeligt kom lidt beskedent oprør på banen via unge studerendes demonstrationer i Århus og København mod regeringens perspektivløse nedskæringer på undervisning og uddannelse.

Er denne generation – de unge i 20’erne – overhovedet blevet tvunget til noget som helst? Og er det grunden til at oprøret i tiden i virkeligheden er så svagt? Helt usammenligneligt svagt i forhold til det, 68-generationen iværksatte i 60’erne og det politiske oprør i 70’erne, som jeg selv oplevede og var en meget svag del af.

Jeg havde det problem, at jeg ikke er marxist og derfor ikke kunne dele den politiske religion, som var drivkraften. Denne romantiske drøm om, at arbejderklassen selv overtager ejerskabet til produktionsmidlerne og en gang for alle afskaffer udnyttelsen af den enkelte, fordi den enkelte selv ejer det apparat, der skaber værdierne.

Den drøm blev utvetydigt stoppet af de samfundssystemer, der forsøgte at virkeliggøre socialismen men hurtigt kom til at ligne den fascisme, som de selv var et opgør med. Store, røde, kollektive livsløgne, som kom til at koste millioner af mennesker livet.

Så der er ikke noget at sige til, at oprøret fra venstre er blegnet i takt med at hele den globale, røde blok er gået til grunde.

Men den kollapsede revolution i 60’erne og 70’erne havde noget med sig, som kom til at betyde meget i de følgende 40-50 år – i meget bredere form end rigid socialisme. Udviklingen ikke mindst i Danmark blev drevet af mennesker, som var i oprør mod generationerne før.

68-generationen forandrede efterkrigstidens materialistiske snerpede samfunds- og menneskesyn, så selv en aldrende Ritt Bjerregaard i dag kan fortælle om sine sødmefyldte sidespring.

Demokratiet sneg sig ind på universiteterne, kampen mod miljøsvineriet blev en folkesag, soldaterne blev langhårede – ja, store dele af det moderne syn på kapitalisme og værdiskabelse influerede på virksomhedsdrift, hvor værdibaseret ledelse og produktudvikling gik forud for uhæmmet industriproduktion.

Så det er ikke tilfældigt, at det er topchefer fra erhvervslivet, der i dag er stærkere modstandere af den sorte nationalisme og fremmed-mistænkeliggørelse end den nationalkonservative tsunami fra en regering, der ellers ser sig selv som særlige beskyttere af erhvervslivet og det frie initiativ.

Og mon Lars Rebien, Novos administrerende direktør for nyligt havde fået titlen som verdens bedste topdirektør uden oprøret mod slipseriet og den uigennemtænkte kapitalisme?

Næppe!

Men den helt nye ungdomsgeneration har måske haft det så konfliktfrit, at den ikke har det særligt nemt. For aldrig har en generation haft så lidt modstand som denne. Uanset om håret har været først enorm langt – men glatnakkerne for længst har taget magten, så har de unge været pakket ind i et omsorgskvælende favntag fra forældregenerationen.

Deres musik, deres medieforbrug, deres kultur - jamen forældregenerationen har ikke bare tolereret kulturen og i stor udstrækning selv overtaget den. Så uanset nogle unge har sat tempoet op for at finde nye veje, så har vi indhentet dem med vores grænseløse forståelse og artikulerede kærlighed.

Curling-forældre har vi selvudslettende døbt os selv – eller som en af mine kunder sagde i en tidlig morgentime i en tydelig ironisk tone:

- Jeg kan jo ikke li’ at kalde mig selv for en curlingforælder – sådan én, der hele tiden glatter ud og bereder vejen med sunde madpakker og forældrekøbslejligheder. Jeg er nok snarere en helikopter-mor – én der hele tiden svæver over mine børn, så jeg kan gribe ind, hvis noget går galt.

Den moderne politiker er fra samme skuffe af curling og helikopter. De er opvokset i politik, er uddannede i politik og de har gjort politik til deres erhverv og karriere. Så det er nærmest tragikomisk, at denne manglende modstand og klamme jamen-vi-forstår-dig-godt-holdning trækker politik ind mod en politisk midte, hvor det overhovedet ikke er noget problem, at være socialist den ene dag og liberal den næste. Det’ da lige meget, bare du føler, du har dig selv med.

Tilbage står man så her først i 60-års alderen og ser på, at nutidens ungdomsoprør er noget slapt. Skulle ellers mene, at der var modstand nok at bygge på. En række aktive, danske krige i ønsket om at fjerne verdens despoter. Nogle af dem startede på en løgn – og har under alle omstændigheder ikke forbedret verden en tomme.

En reel folkevandring, som har givet os en angstfølelse, der givetvis kan sammenlignes med optakten til sidste verdenskrig. Voldsomme nedskæringer på uddannelsesområdet, hvor robot-ministeren taler om, at de penge må kunne skaffes med billigere rengøring og administration. Og det i en tid, hvor vi ikke kan tjene til livet ved at være billigere end verden udenfor – men ”bare” må blive klogere.

Kan undervisningsministeren stave den logik for os?

Jeg forstår ikke det beskedne fremmøde på barrikaderne. Men måske er det konsekvensen af en generation, der aldrig rigtigt stødte på modstand?

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.