Den dag de fremmede forsvandt
Socialpolitisk veteran: Ledige ydmyget i DR's eksperiment
Den tidligere formand for socialrådgiverne, Bettina Post, langer ud efter DR's omdiskuterede job-eksperiment 'Den dag de fremmede forsvandt.'
- Jeg tror, det har været en meget voldsom oplevelse for dem, siger Bettina Post om deltagerne i DR's omdiskuterede programmer 'Den dag de fremmede forsvandt'.
- Jeg tror, det har været en meget voldsom oplevelse for dem, siger Bettina Post om deltagerne i DR's omdiskuterede programmer 'Den dag de fremmede forsvandt'. Astrid Dalum/Polfoto


DRs programserie ’Den dag de fremmede forsvandt’ har høstet meget omtale og flotte seertal. Bettina Post er dog ikke imponeret over ’job-eksperimentet’, som DR kalder programmerne, hvor 11 danske arbejdsløse i en uge prøvede kræfter med fysisk hårde ufaglærte job, som normalt passes af udenlandske arbejdere.

Bettina Post har været formand for Dansk Socialrådgiverforening og er chefkonsulent på Institut for Socialt Arbejde på Metropol. Som hun ser det, blev de 11 ledige kastet ud på dybt vand ved at deltage i programmet. Alt for dybt vand for nogles vedkommende.

LÆS OGSÅ: Deltager i DR's job-program: jeg blev ført bag lyset

- Jeg tror, det har været en meget voldsom oplevelse for dem. Politikere og andre meningsdannere er vant til at stå for skud for deres meninger og ageren, men det er de her mennesker ikke. Det må have været barskt for dem, siger Bettina Post til Avisen.dk med henvisning til den enorme debat, der har raset om programmerne og deltagerne, som er blevet beskyldt for at være dovne.

Bettina Post mener, der er forkert at drage den slags konklusioner. For - er hendes pointe - det fremgik slet ikke af ’Den dag de fremmede forsvandt’, om deltagerne har andre problemer end deres arbejdsløshed.

- De blev præsenteret som ’helt almindelige arbejdsløse danskere’. Det er der helt sikkert nogle af dem, som er. Andre har nogle forudsætninger, som måske lige præcis ikke er helt almindelige, påpeger hun og nævner den unge kontanthjælps-modtager Daniel, der i programmet ikke dukker op til sin første vagt på den restaurant, hvor han skal prøve at arbejde som tjener.

- Hvad er hans historie? Hvorfor droppede han ud af sin uddannelse som 17-årig? Hvorfor har han været afhængig af kontanthjælp hele sit voksne liv? Det kan godt være, at svarene er, at han bare er en luddoven knægt, som kommunen har været for langmodig overfor. Men jeg tvivler. Der er nok en anden historie, som giver en god forklaring på hans valg.

LÆS OGSÅ: Ledige Henriette: Jeg havde ikke råd til at tage jobbet

Hun synes, at nogle af de ledige blev direkte ydmyget for åben skærm. Ikke mindst dem, der gav op under vejs og for åben skærm – nogle med tårer i øjnene - måtte melde sig ud af eksperimentet.

Den ansvarlige for programmerne, nyhedsredaktør på DR1 Henriette Marienlund, er af en anden mening. Hun synes ikke, de ledige blev ydmyget:

- Jeg ser modige borgere med forskellig baggrund, som har turdet invitere os og resten af Danmark ind i deres liv – for at fortælle deres historie og lægge op til debat om den beskæftigelses- og socialpolitik, vi har herhjemme og de vilkår, der er på arbejdsmarkedet lige nu, skriver Henriette Marienlund i en mail til Avisen.dk.

LÆS OGSÅ: DR-chef om kritik fra soiclarådgiver: Ingen fik løfte om job

LÆS OGSÅ: Ledige om debattone: Det er ganske hæsligt

Da Bettina Post så programmerne, blev hun forarget over den kvinde, der i en uge skar iceberg-salat på en mark på Fyn efter alle kunstens regler, for så sidst på ugen at få at vide, at hun klarede jobbet flot, men at man ikke kunne bruge hende, fordi sæsonen var slut:

- Hun var forståeligt nok dybt skuffet. Og hele præmissen for programmet faldt til jorden, fordi der jo ikke var noget job til hende. Det var decideret tarveligt og jeg synes godt, DR kunne have skånet hende for den oplevelse.

Men nyhedsredaktør på DR1 Henriette Marienlund understreger, at programmets formål ikke var at få de ledige i arbejde.

- Det var at undersøge, hvad der sker, når 11 ledige overtager jobs, der ofte varetages af udlændinge. Den præmis var klar for alle de medvirkende, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Seerne raser over DR's job-eksperiment

Bettina Post mener ikke, at man kan kræve af alle, at de er lige gode til at udføre fysisk belastende arbejde som at snitte salathoveder fra morgen til aften eller gøre rent i et højt tempo. Og hun minder om, at man efter lang tid som ledig ofte har brug for lidt tid til at komme op på fuld styrke igen.

Men det tog programmet ikke hensyn til. Det sidestillede de 11 ledige med de udenlandske arbejdere, der temmelig sikkert har haft en anden fysik – og motivation. Som kommer fra lande med meget lave lønninger – Rumænien har nogle af EU’s laveste med en bruttotimeløn på helt ned til to euro.

- Der er ikke noget at sige til, at fysisk stærke udlændinge hopper på toget og tager hertil, konstaterer Bettina Post.

Hun stiller sig kritisk overfor programmets præmis om, at de ledige har et valg og peger på. at når man som dagpenge- eller kontanthjælpsmodtager får tilbudt et rimeligt job, så SKAL man møde op. Ellers ryger dagpengene eller kontanthjælpen.

LÆS OGSÅ: Gartneriejer fra DR-program bryder overenskomsten

- Men der er faktisk nogle regler for, hvilke tilbud, der er rimelige. F.eks. kan man sige nej til et job, hvis tilbuddet er urimeligt på grund af indholdet. Det gælder f.eks., hvis man enten er syg, eller der er risiko for, at helbredet forringes på grund af arbejdet. Disse forbehold kan man jo godt tænke, at nogle af deltagerne kunne være omfattet af. Men det melder historien intet om, bemærker den socialpolitiske frontkæmper, der torsdag i sidste uge spurgt af TV 2 News, om hun kunne tænke sig at debattere programmet med en repræsentant fra DR i programmet ’Presselogen’. Hun sagde ja – men indslaget blev aflyst.

DR kunne ikke stille med en ansvarlig for programmet. Nyhedsredaktør på DR1 Henriette Marienlund har denne kommentar om ’Presselogen’:

- DR kunne ikke stille op i Presselogen søndag, det er ikke altid muligt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.