Offentligt ansatte fylder stressklinikkerne
Stressramte patienter på de arbejdsmedicinske klinikker kommer hovedsageligt fra offentlige arbejdspladser, viser en ny rundspørge.
Den overvejende del af patienterne kommer fra det offentlige, siger Mikael Knudsen, der er ansat som psykolog ved arbejdsmedicinsk klinik i Nykøbing Falster.
Den overvejende del af patienterne kommer fra det offentlige, siger Mikael Knudsen, der er ansat som psykolog ved arbejdsmedicinsk klinik i Nykøbing Falster. Foto: Peter Clausen / Scanpix


Stressramte patienter på de arbejdsmedicinske klinikker kommer hovedsageligt fra offentlige arbejdspladser, viser en ny rundspørge. Også en af de største udbydere af private sundhedsforsikringer oplever en stor stigning i antallet af stressede danskere. De mange omstruktureringer i den offentlige sektor er ét bud på en forklaring.

Ugebrevet A4 har foretaget en rundspørge blandt de syv arbejdsmedicinske klinikker, der beskæftiger sig med stress. Selvom ingen af klinikkerne fører statistik over, nøjagtigt hvor stor en procentdel der kommer fra det offentlige, fastslår alle klinikker, at det hovedsagligt er offentligt ansatte, der havner hos dem.

- Vi registrerer det ikke, men det er ganske få, der kommer fra det private. Den overvejende del af patienterne kommer fra det offentlige, siger Mikael Knudsen, der er ansat som psykolog ved arbejdsmedicinsk klinik i Nykøbing Falster, til Ugebrevet A4.

Nogenlunde samme besked giver Jesper Rasmussen, der er ledende overlæge ved arbejdsmedicinsk klinik i Esbjerg:

- Vi fører ikke systematisk tilsyn med det, men ud fra vores praktiske erfaring ved vi, at vi får en væsentlig del fra det offentlige og en mindre del fra det private. Et slag på tasken vil være, at 80 procent er fra det offentlige.

Når hovedparten af patienterne på stressklinikkerne kommer fra det offentlige kan det skyldes, at der i den offentlige sektor sker ganske store forandringer sammenlignet med tidligere. At omvæltningerne fremprovokerer stressede medarbejdere, genkender Jane Frølund Thomsen, der er overlæge ved arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital.

- Mange omstruktureringer og besparelser, hvor folk bliver flyttet rundt mellem funktioner og har uklare retningslinjer for deres opgaver, kan være en stressfaktor, siger hun og giver et eksempel på, hvornår klinikken sidst oplevede, at en ændring fik gennemgribende konsekvenser:

- Folkeskolereformen har betydet, at vi har set mange flere folkeskolelærere, end vi ellers har set. Det samme skete efter kommunalreformen, hvor folk følte sig presset af alle de ændringer, der skete i den forbindelse, siger Jane Frølund Thomsen til Ugebrevet A4.

Falck Healthcare, der sidder på omkring halvdelen af markedet for private sundhedsforsikringer, har også oplevet en stor stigning af stresstilfælde og vurderer, at stigningen hos dem er den samme for offentlige og private arbejdspladser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.