Johanne Schmidt-Nielsen: Stop med at mistænkeliggøre syge og ledige
Vi møder folk, som har det svært, med mistænksomhed i stedet for forståelse, siger Johanne Schmidt-Nielsen. Også lærere, sosu'er og andre offentligt ansatte bliver mistænkeliggjort.
Johanne Schmidt-Nielsen savner forståelse for, at alle pludselig kan havne i en situation, hvor de har brug for hjælp.
Johanne Schmidt-Nielsen savner forståelse for, at alle pludselig kan havne i en situation, hvor de har brug for hjælp. Foto: Simon Skipper / Scanpix arkiv


Stop med at mistænkeliggøre arbejdsløse og offentligt ansatte.

Sådan lyder opråbet fra Enhedslistens tidligere leder, Johanne Schmidt-Nielsen, i et interview med Mitfyn.dk.

- Jeg skal prøve at gøre det uden at lyde selvhøjtidelig, men jeg synes altså, at der er en benhård mistænkeliggørelse af mennesker, der har svært ved at få livet til at hænge sammen. Dem, der er syge, dem, der er arbejdsløse. Jeg savner forståelsen for, at vi alle kan havne i den situation. Det kan være dig, det kan være mig, der får en tagsten i hovedet eller falder på cyklen og pludselig er et velfungerende liv, hvor man går på arbejde og betaler sin husleje, blevet til et liv på bunden. Den afstand er godt nok blevet kort, siger hun blandt andet i interviewet.

Stop med at gemme jer bag lommeregneren

Samtidig langer hun ud efter både den nuværende og tidligere regerings brug af "nødvendighedens politik", hvor politikerne gemmer sig bag en regnemaskine i stedet for at argumentere politisk for, hvorfor de for eksempel mener, at dagpengeperioden skal forkortes eller at topskatten skal sænkes.

For eksempel nævner hun, at lommeregneren tog grueligt fejl i beregningerne af, hvor mange danskere, der ville ryge ud af dagpengesystemet.

Lærere, sosu'er, ledige: Alle mistænkeliggøres

Hun savner også tillid, respekt og empati i forhold til offentlige ansatte, og at politikerne tager for eksempel sygeplejerskerne seriøst, når de siger, at de sender syge mennesker for tidligt hjem.

- Vi mistænkeliggør lærerne, "de arbejder ikke nok". Vi mistænkeliggør sosu'erne, "de kunne godt løbe lidt stærkere", og de arbejdsløse "gider nok ikke", siger Johanne Schmidt-Nielsen blandt andet til Mitfyn.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.