HVAD ER DET for ressourcer, der kan udvikles, når alle muligheder allerede er afprøvet?
Det er jo en absurditet. Men det er ikke desto mindre beskrivelsen af de ressourceforløb, som blev søsat med reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) præsenterede det som en tidlig indsats, der skal udvikle en restarbejdsevne med henblik på at blive ”en del af arbejdsfællesskabet” og ”forebygge”, at så mange ”parkeres på førtidspension”. Men allerede inden reformen var vedtaget, kunne P1 Orientering afsløre, at forløbene ville blive en sen indsats, når alle muligheder allerede er udtømt (26. oktober 2012).
Borgere, der sendes i ressourceforløb, har altså som oftest allerede været igennem årelange udredninger og arbejdsprøvninger i kommunen. Mange af dem har tunge helbredsattester, der dokumenterer, at de er alvorligt syge, og at det ligefrem vil være helbredsskadeligt for dem at blive tvunget til at gennemføre forløbene. Ressourceforløb kan vare i helt op til fem år, og der kan tilkendes flere ressourceforløb til samme borger; det er år, som skal lægges til alle de år, borgeren allerede har tilbragt i systemets vold.
DER HAR VÆRET AFHOLDT et større antal samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg om brugen af ressourceforløb. Ved det seneste den 23. august 2016 læste beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) blandt andet en sag op om en 47-årig skizofren mand uden arbejdsevne, som kommunens rehabiliteringsteam indstillede til førtidspension, men hvor kommunen alligevel sendte manden i ressourceforløb. Borgeren klagede til Ankestyrelsen, men kommunen fik medhold i sin afgørelse.
Finn Sørensen brugte eksemplet til at pege på, hvad der er hensigten med loven, og at loven derfor ikke er god:
”… der er lavet en lovgivning, som ikke bare gør det muligt for kommunerne, men som pålægger kommunerne at tvinge borgerne ud i de her forløb på trods af, at rehabiliteringsnævnet – det høje kvalificerede faglige personale, der skal vurdere sagen – siger, at der ikke er mere at komme efter. Alligevel siger Ankestyrelsen med loven i hånd: ”Jo, det er ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Vi må endelig passe på, at denne borger ikke havner på passiv forsørgelse, på førtidspension, til 18.000 kroner om måneden; vi må hellere sørge for, at borgeren kommer ud i en eller anden praktik til 10.000 kroner om måneden.” Vil ministeren ikke gerne forholde sig til, at det er kernen i alt dette?”
Det ville beskæftigelsesminister Jørn Neergaaard Larsen (V) ikke forholde sig til. Han svarede blot, at han ikke har indflydelse på Ankestyrelsen, men at han kan henvise borgere med problematiske afgørelser til at gå videre med deres sager til domstolene.
Derimod gav ministeren på vanlig vis udtryk for, at reformen er udtryk for de allerbedste intentioner. Ressourceforløbene er ”tilbud”, der skal udmøntes i ”samarbejde” og ”dialog” med borgeren. De skal aftales i ”dybeste respekt” for borgerens ønsker og helbred. ”Ingen borger skal presses til noget, der forværrer helbredet”, og ”det er ikke meningen, at forløbene skal være en straf eller pine”. Ressourceforløbene er tænkt som ”hjælp” til borgeren. Det er ”til borgerens bedste”, så borgeren får en ”meningsfuld tilværelse”.
Alle disse flotte ord og gode hensigter stod i skærende kontrast til den virkelighed, som massevis af borgere i ressourceforløb har fortalt pressen om, og som mange også skriver til mig om. Det er en virkelighed med ressourceforløb som tvang og formynderi – med mindre borgerne vil ende på kontanthjælp og med uafklaret sag; hvor de færreste erfarer nogen form for samarbejde, men mange presses ud i ressourceforløb på trods af klokkeklare lægelige advarsler. Som jeg har beskrevet her på Avisen.dk, bliver den lange uvished for nogle borgere så pinefuld, at det tangerer tortur. Og det er tortur, når de trods alvorlig sygdom tvinges ud i forløb, som de ikke magter, og som de får det endnu dårligere af.
Der er således uoverkommelig stor afstand mellem ministerens omtale af ressourceforløb som spundet af lutter gode intentioner og mange borgeres fortællinger om dem som et helvede!
BESKÆFTIGELSESORDFØRER TORSTEN Gejl (Alt) spurgte, hvilket indtryk det gjorde på ministeren, at mindst 65 mennesker er afgået ved døden, mens de var i ressourceforløb (jævnfør Nordjyske Stiftstidende 9. maj 2016). Han sagde ikke, at folk var døde af selve ressourceforløbene, men at det dog måtte gøre indtryk på ministeren, at syge borgere tilbringer deres sidste dage eller år i et ressourceforløb eller en jobafprøvning. Om man ikke kunne stoppe den behandling af dødssyge borgere.
Ministerens svar rystede mig:
”… jeg synes sådan set, at en del af den omtale, der har været i pressen for nogle måneder siden om kombinationen af ressourceforløb og dødsfald, uden at dødsfaldene er relateret til i årsagssammenhæng at være knyttet til ressourceforløb, er pinagtig. Jeg synes simpelthen, den er uetisk. (…) Hvis det var sådan, at der var en årsagssammenhæng, så var det virkelig noget, man skulle tage alvorligt. Men der er jo ingen årsagssammenhæng. (…) Man kan jo ikke bruge de tal til noget som helst ud over til at lave dødsfaldsopgørelser over alt muligt.”
Jeg synes, det er udtryk for foragt, når han på den måde helt afviser relevansen af at beskæftige sig med disse dødsfald. Og det er falsk omsorg, når han siger, at pressen handler uetisk.
Der er næppe nogen borger, der har fået det dårligere i deres ressourceforløb på grund af pressens skriverier. Den angst og pine, som nogle af disse borgere lever med, kommer fra erfaringen af ende- og udsigtsløse ressourceforløb samt et socialt system, som ikke tager dem alvorligt. Selvfølgelig skal medierne da skrive om dét.
FOR RESTEN ER DER ikke nogen, der har bekræftet, at dødsfaldene ikke har direkte årsagssammenhæng med ressourceforløbene. Det ved vi ikke noget om, for de eventuelle sammenhænge er endnu ikke blevet afdækket.
Hvad vi derimod ved med sikkerhed, er, at meget alvorligt syge mennesker har tilbragt deres sidste år og dage i ressourceforløb. Reformens målgruppe for ressourceforløb er altså blandt andet dødeligt syge mennesker. At så syge mennesker ikke får tilkendt førtidspension og dermed fred og ro, er i sig selv en ondskabsfuldhed. Og at beskæftigelsesministeren end ikke lader, som om han forstår alvoren og det uværdige i disse politisk besluttede forhold, er virkelig rystende.
Loven bør ændres, så der sættes en begrænsning på, hvornår kommunerne kan pålægges eller har mulighed for at tvinge borgere i ressourceforløb. Der bør i loven indskrives en tidsmæssig afgrænsning af disse ressourceforløb på maksimum et år i alt. Lægeakter bør anerkendes som privilegerede vurderinger af borgernes helbred, og det bør indskrives i lovgivningen, at det ikke er tilladt kommunerne at ignorere helbredsattesterne. Og så bør ressourceforløb kun bruges som det, de blev fremstillet som i starten: som en tidlig indsats. De borgere, der er meget syge og allerede har været udredt i flere år uden udsigt til at komme til at fungere på arbejdsmarkedet, og de borgere, som ikke kan holde til at gennemføre et ressourceforløb, bør berettiges til en førtidspension uden at skulle pines med ressourceforløb. Alt andet er absurd og uværdigt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.