Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Ansat på bosted: Behandlingsdømte beboere begår vold uden konsekvenser

DE SIDSTE 14 dage er jeg blevet kontaktet af journalister, der vil have min kommentar på de udmeldinger, der har været fra blandt andre KL, Sundhedsminister Sophie Løhde (V) og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

For hver gang jeg bliver kontaktet, bliver jeg mere og mere bange for, at jeg lader mig blive forblændet af politikernes snak. Jeg oplever, at der er stort fokus på forslaget om at lave en form for mellemstation, som skal kunne rumme de mennesker, der er for ”raske” til at være indlagt og for syge til at bo på et bosted.

Jeg tror, at ved at fokusere på mellemstationen, så fjerner man fokus på det, som jeg ser, er det helt store problem, nemlig at der ikke er ressourcer nok i psykiatrien til at arbejde ud fra et værdigt menneskesyn, hvor man tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Jeg mener, at der ikke tid til at give de psykisk syge den hjælp, der skal til, for at skabe livskvalitet for den enkelte. Der er samtidig problemstillingen om, at der er en gruppe beboer på bostederne, der har en behandlingsdom, hvad med dem?

FØR JEG startede med at arbejde i socialpsykiatrien, var jeg af den overbevisning, at hvis en person havde en dom til behandling, så var man indlagt på en retspsykiatriskafdeling. Men sådan er det ikke. Jeg oplever, at man sjældent er indlagt, når der er tale om en behandlingsdom. Det synes jeg som sådan heller ikke, der er noget forkert i, så længe personen er i en eller anden form for behandling, og gerne selv vil hjælpes.

Men desværre ser jeg en hverdag på bostederne, hvor beboere med dom til behandling udøver vold, kriminalitet og overgreb mod deres medbeboere. Selv om det bliver meldt til politiet, og det kan bevises, så er der ingen konsekvens. Beboeren bliver indlagt en dag eller to, og andre gange slet ikke indlagt, og efterfølgende får beboeren tiltalefrafald, fordi personen allerede har en behandlingsdom.

Jeg har selv oplevet, hvordan der har været indbrud hos rigtig mange af beboerne - uden konsekvens for gerningsmændene. Men der er en konsekvens for de beboere, der er blevet røvet, da nogle af dem er blevet utrygge og ikke tør forlade deres bolig. 

Jeg har oplevet, at en kollega har været tæt på at blive stukket med en kniv af en beboer, og at hun er blevet sparket i maven af en anden beboer uden konsekvens for gerningsmændene. 

JEG HAR oplevet beboere, der bliver udsat for vold uden konsekvens, og de skal forsætte med at bo dør om dør med deres voldsmand. Jeg kan blive fristet til at sige, at en behandlingsdom for mig kan virke som en fribillet til at gøre lige, hvad man har lyst til.

Jeg ved, at jeg ikke er alene med mine oplevelser. I en af de mange mails, jeg har modtaget, skriver en kvinde dette til mig:

”Jeg vil helt vildt gerne dele mine oplevelser. Jeg arbejder i socialpsykiatrien og er kontaktperson for to mænd, som er på stoffer, paranoid skizofrene og begge dømt til behandling.

Udfordringen er HVER gang, at når de tager stoffer og/eller bliver truende, så er det stort set ALDRIG plads i Retspsykiatrisk, hvor de reelt hører til. Derfor bliver de indlagt på en almindelig psykiatrisk afdeling og ofte kun i få dage. Deres skizofreni er velbehandlet, og derfor er de fejlplaceret. 

Havde de skulle afsone i et fængsel, havde det ikke været sådan - men det gør dem ikke mindre farlige!!!

Patienter på en almindelig psykiatrisk afdeling udskrives alt for hurtigt. Det handler ikke mere om, hvem der et raske, men hvem der er mindst syge!!!!

Personligt mener jeg ikke, at vi skal til at bruge penge på nye institutioner, som skal rumme de psykisk syge, som almindelige social psykiatrisk bosteder ikke kan. Der skal bare flere sengepladser til på de psykiatriske afdeling, vi har. 

OG NEJ, der er ikke altid det store samarbejde med de forskellige afdelinger. Men havde de flere pladser, stod de heller ikke overfor en umulig opgave - at skulle vælge, hvem der kan klare sig bedst og ikke, hvem er klar til igen at mestre en human tilværelse...” 

Jeg mangler stadig handling fra politikerne, og noget mere konkret om, hvordan man fra politisk side vil forhindre, at det bliver ved med at foregå. Jeg er bange for, at en mellemstation og et trecifret million beløb ikke er nok til at skabe en psykiatri, der er tryg for alle.

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.