Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Kommunal sagsbehandling er på kanten af tortur

FOR NYLIGT SKREV JEG i Avisen.dk, at beskæftigelsessystemet overhovedet ikke fungerer. Blandt mange kritisable forhold berørte jeg systemets dræbende langsommelighed, hvor sager trækkes i langdrag, og folk må vente på afgørelsen i årevis. Jeg skrev om, at mange kommuner ikke respekterer lægeattester og alvoren i sygdomme, men for eksempel sender svært syge borgere i helbredsskadelige ressourceforløb på trods af lægefaglige advarsler. Og jeg beskrev, hvordan mennesker presses så hårdt i systemets vold, at nogle af dem bryder psykisk ned eller invalideres (yderligere) ved selve systemets behandling.

Det er meget alvorlige forhold. En række juridiske og medicinske sagkyndige såvel som patientforeninger og handicaporganisationer har længe kritiseret denne behandling af syge borgere.

EN AF DEM ER professor i socialret Kirsten Ketscher. Hun har allerede tilbage i 2011 kritiseret forvaltningen af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp for sine steder at være på kanten af tortur og nedværdigende behandling (i Fagbladet 3F). Her sagde hun, at man i nogle sager nærmer sig forbuddet mod tortur og nedværdigende behandling, som det er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Men tortur? Er det ikke et lige lovligt voldsomt ord at bruge om en dansk virkelighed? Vi har vel ikke tortur i Danmark?

Jo, mener Kirsten Ketscher. Nogle af de forhold, der giver anledning til overhovedet at bruge så voldsomme ord som tortur og nedværdigende behandling om systemet, er, når kommuner behandler borgeres sager på en måde, så der ikke er sammenhæng mellem kommunernes krav til behandling eller arbejdsprøvning af borgeren og borgerens reelle mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

”Man kan ikke plage folk med hvad som helst. Der skal være tale om realistiske krav, og der skal foreligge en objektiv vurdering i form af en lægeerklæring,” udtalte hun dengang til Fagbladet 3F. Hun sagde også: ”Der må være grænser for, hvor lang tid man kan blive ved med at behandle og arbejdsprøve folk. Nogle gange virker det som om, at kommunerne venter på mirakler.”

I år har hun så herudover fastslået, at man med de nye ressourceforløb fra reformlovningen af førtidspension i 2012 åbner for at pine og plage borgerne i årevis og nærmest fratager dem retten til at være syge (i Altinget).

DET ER FORBUDT at udøve tortur og nedværdigende behandling i Danmark. Det fremgår af så forskellige regelsæt som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 3), Handicapkonventionen (artikel 15) og Torturkonventionen. De fleste definitioner af tortur opererer med fire elementer:

- En person påføres stærk smerte eller lidelse, fysisk eller psykisk

- Det sker med forsæt

- Det sker med et bestemt formål

- Det er en offentlig myndighed, der opfordrer dertil og udfører det

Tidligere overlæge Ole Hartling beskrev i Kristeligt Dagblad i en anden sammenhæng torturens logik på denne måde:

”Tortur er først og fremmest et magtmiddel, som ved at ødelægge mennesker skal knægte modstand, vilje og frihed og medvirke til, at magten fastholdes. (…) Torturbødler uddanner sig i at udføre torturen, så den er vanskelig at dokumentere. Tortur skjules, for det må ikke hedde sig, at der udøves tortur.”

Tortur er det diametralt modsatte af det, man forventer af andre, når man har brug for hjælp. Derfor er det desto mere alvorligt, hvis vi rent faktisk er vidner til tortur i det sociale system i dag. Her kommer man jo for at hente hjælp, fordi man er syg eller af andre grunde har det rigtig dårligt og ikke kan klare sig selv.

EN AF DE LIDELSER, som syge borgere påføres af det sociale system i dag, er uvished om deres fremtid. Uvisheden er en svær psykisk smerte og belastning, fordi borgeren over tid fastholdes i konstant usikkerhed og katastrofeberedskab. Belastningen handler om den lange tid med manglende afklaring om fremtiden, den handler om håbløsheden over gentagne udskydelser af afklaring eller nye tiltag, og den handler om truslerne, utrygheden og angsten for, hvad der venter. Den er et psykisk fangenskab. Det giver en fuldstændig afmagtsfølelse og handlingslammelse, fordi kontrollen er taget helt ud af hænderne på en. I det sociale system i Danmark taler vi om en lidelse, der kan foregå i årevis.

Zanny Arina Lundgaard er privatrådgiver og hjælper syge borgere i mødet med kommunen. Jeg mener derfor, at hendes syn på tortur er relevant i denne sammenhæng:

”Jeg mener, det er tortur, når kommunen holder syge borgere hen i det uvisse om deres fremtidige eksistensgrundlag ved at undlade hurtig afklaring af arbejdsevnen. Det er tortur at holde syge mennesker, som ved, at de aldrig får en arbejdsevne, i en uendelig uafklaret situation. Det er tortur at fastholde borgere i afklarings- og ressourceforløb, når de skal have psykologstøtte eller psykiatrisk behandling, fordi de bryder sammen i depression og angst på grund af udsigten til igen at skulle blive endnu dårligere fysisk og ikke have udsigt til afgørelse. Det er tortur, når formålet med sagsbehandlingen er at spare i kommunekassen og ikke at overskride den normerede landsgennemsnitsgrænse på tilkendelse af ressourceforløb og førtidspensioner. Lovgivningen har ikke til hensigt at nedbryde folk psykisk og fysisk. Derfor må jobcentrene forvalte lovgivningen, når mine klienter (borgerne) oplever, at forløbet er psykisk tortur for dem.”

HVIS DET ER SANDT, at der foregår tortur i det offentlige system i Danmark, så må det efter min bedste overbevisning skyldes overordnede politiske beslutninger og valg vedrørende indretningen af systemet. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er den enkelte sagsbehandler som sådan, der har dette forsæt, men at selve systemet er sådan indrettet, at man indlægger elementer af tortur i de bureaukratiske rutiner. Og i så fald er der nogen, som bærer et politisk henholdsvis et forvaltningsmæssigt ansvar. Et meget stort ansvar.

Hvad vil Regeringen, Folketinget og kommunerne som det offentliges repræsentanter svare på denne kritik?

Et ikke-svar vil kun bekræfte de alvorlige tilstande.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.