Af Jan Hoby
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Så kæmp da mod nedskæringerne!

DER SVEDES henover forhandlingsbordene i regionerne, for budgetterne for 2017 skal på plads. Det er ikke nogen nem opgave, for budgetterne skal bygge på økonomiaftalen fra juni 2016, som lægger et massivt pres på regionernes sundhedsudgifter.

Springer vi alle mellemregningerne over, tyder alt på, at der kommer til at mangle 2,5 mia. kr. i regionernes kasser, og der er overhængende risiko for, at regningen ender hos de ansatte i form af øget tempo og forringet arbejdsmiljø samt hos patienterne i form af forringet patientsikkerhed pga. flere fejlbehandlinger.

DE SENESTE skandalehistorier fra sygehusene understreger, at netop denne kraftige underfinansiering af regionerne har fatale konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at vi får stoppet denne udvikling ved lokalt at sige stop for nedskæringerne. Men desværre er modstanden på hospitaler og sygehuse i landets fem regioner reduceret til bekymring, pressestrategi og medieomtale fra fagforeninger og forbund. Kun i Region Hovedstaden forsøger FOA SOSU at mobilisere ansatte og borgere den 15. september til den landsdækkede demonstrationsdag, som bakkes op af offentligt ansatte fra op mod 40 kommuner rundt om i landet.

Der forhandles stadig i regionerne, men tallene taler for sig selv. Den står på massefyringer og millionbesparelser. Her følger en gennemgang af katastrofen. Oplysningerne er foreløbige, men næppe helt skæve:

Region Hovedstaden: 900 skal fyres!
I Region Hovedstaden forhandles der. Enhedslisten har forladt forhandlingerne, fordi der skal spares samlet 360 mio. kroner og ca. 900 stillinger. Dertil kommer lokale besparelser på ca. 140 millioner og nogle omprioriteringer, som vist også dækker nogle af de 900 stillinger.

Enhedslisten er eneste parti, der er gået, og de andre partier vil ikke være med til at begrænse nedskæringerne. Man kan undgå nedskæringer for 220 mio. kr. Da forhandlingerne ikke er afsluttet, kan det være, at nogle af de 220 millioner bliver brugt på personalet. Forhandlingerne afsluttes 5. september.

Region Sjælland: Ingen genopretning, og alle skal løbe hurtigere
Budgetoplægget foreslår, at regionen ikke bruger DRG-takster til at styre aktivitetsudviklingen. I stedet skal der styres efter rammer. Ifølge administrationens oplæg er der mulighed for at lave et budget i balance, men der tilføres ikke flere midler. Hvis ikke afdelingerne kan levere, er det deres eget problem. Hvis ikke afdelingerne kan klare behandlingen inden for garantien, skal afdelingens budget finansiere regningen fra privathospitalet. 

Region Syddanmark: Meget mere for mindre
Budgettet er ikke færdigbehandlet i Region Syddanmark. Administrationen vurderer, at regionen har tilstrækkelige indtægter til at kunne dække udgifterne. Der foreslås dog en besparelse på 20-30 mio. kr. Produktivitetskravet på to procent skal hentes inden for det almindelige budget, det vil sige, at aktiviteten skal sættes i vejret for at kunne holde budgettet.
Region Midtjylland: Fra slem til værre
Budgettet skal vedtages på baggrund af en stor sparerunde i 2015 og foråret 2016. Sparerunden i 2015 betød, at budgettet for 2016 var reduceret med 512 mio. kr. samt yderligere 90 mio. kr. i budget 2017.

Uanset dette er der yderligere sparekrav i 2017 på 223 mio. kr. for at bringe budgettet i balance. Derfor reduceres budgettet til driftsanskaffelser med 120 mio. kr., således at den tilbageværende driftsbesparelse bliver 103 mio. kr. Samlet set vil budget 2017 således fastholde presset på personalet. Budgetoplægget fra administrationen hviler endvidere på en række skrøbelige forudsætninger, som afhænger af forhandlinger med praktiserende læger og tandlæger.
Region Nordjylland: Begrænsning af aktiviteter
I Region Nordjylland ser det ud til, at der er et råderum på ca. 70 mio. kr., efter der er budgetteret med bundne udgifter til de statsligt fastlagte udgifter i behandlingsgaranti og kræftplan mv. Administrationens budgetoplæg foreslår nye aktiviteter for 170 mio. kr. Forventningen er, at medmindre volumen af nye aktiviteter begrænses, skal der skæres på driften på andre områder.

SITUATIONEN TAGET i betragtning, så skriger den manglende vilje til kollektiv handling fra sundhedspersonalets fagforeninger til himmelen.  Intet forsøg på at mobilisere medlemmerne imod regeringens regionale nedskæringer. Mit spørgsmål er, hvorfor fagforbund og fagforeninger i sundhedssektoren ikke har taget initiativ til at få deres medlemmer til at markere deres vrede over nedskæringer på sundhedsvæsenet foran alle landets sygehuse den 15. september?

Skillelinjen i fagbevægelsen går ikke mellem politiske anskuelser. Skillelinjen går mellem dem, der vil kollektiv handling for at ændre på den politiske udvikling, og dem, der vil bede os om at vente til næste valg med at ændre på den politiske udvikling.

VI KÆMPER ikke samme kamp med forskellige våben. Vi fører en grundlæggende forskellig kamp for tiden. Det er kun igennem fællesskabets styrke og kollektiv handling, at vi kan forandre den politiske dagsorden og udvikling. Det viste den 12. maj.

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.