Brøndby skal spille med endnu mere omtanke end normalt, når holdet torsdag på eget græs møder serbiske Spartak Subotica i kvalifikationen til Europa League.
Brøndby-træner Alexander Zornigers mandskab vandt i sidste uge med 2-0 på udebane og er derfor godt på vej mod playoffrunden.
- Vi skal gøre arbejdet færdigt i morgen aften.
- Vi vil altid være tro mod vores spillestil, men vi skal ikke spille naivt i morgen. Vi skal derfor tage vores energiske måde at spille på og kombinere det med at spille med europæisk kløgt og snilde, siger Zorniger til klubbens hjemmeside.
Brøndby-træneren har analyseret udekampen i Serbien og weekendens 1-3-nederlag til FC København i Superligaen.
Zorniger fortæller, at spillerne har lært af de seneste kampe, hvor der er blevet truffet forkerte beslutninger.
- Meget handler om kvalitet i beslutninger, der skal tages lynhurtigt. Hvornår skal vi presse højt? Hvornår skal vi stå lidt dybere?
- Vores måde at spille på gør, at disse beslutninger på banen mange gange kan afgøre, om vi kommer frem til en målchance, eller om vi bliver fanget i en omstilling.
- Vores mål er at komme videre til playoffrunden, og det kræver, at vi tager mange rigtige beslutninger i morgen aften, siger træneren.
Der er kampstart torsdag klokken 20.00 på Brøndby Stadion.
Ud over Brøndby er FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland på europæiske opgaver torsdag aften.
/ritzau/