Danmarks måske mest selvsikre fodboldspiller afslører to dage før braget mod Sverige, at han nærer respekt for brodernationens farligste fodboldspiller.
"Zlatan (Ibrahimovic, red.) er en fantastisk spiller, hvilket jeg har sagt mange gange før," siger Bendtner til sporten.dk.
"Jeg kan sagtens lære noget af Zlatan. Han har vundet mange trofæer, har været i mange forskellige klubber og gjort det godt i dem alle sammen. Og på en eller anden måde er vi jo også den samme størrelse."
Begge angribere er i hvert fald 1.95 m. høje, og selvom Bendtner ikke lægger skjul på sin beundring for Milan-stjernen, ser han ikke op til ham.
"Det er nu ikke, fordi jeg betragter ham som et forbillede, jeg har aldrig haft nogle deciderede forbilleder," siger Nicklas Bendtner.
Når Sverige og Danmark mødes i fredagens venskabskamp, ser Bendtner det imidlertid ikke som en konkurrence mellem de to spillere.
"Det tænker jeg ikke over. Jeg forsøger altid at spille op til mit bedste lige meget, hvem jeg spiller mod. Det tror jeg alle fodboldspillere gør."
Kampen handler derimod om, at Danmark har mulighed for at bevise, at landet har den bedste trup i Norden, fortsætter angriberen.
"Det er sgu 'Braget om Norden'. Hvis vi vinder, har vi slået Norge og Sverige inden for kort tid, og Finland er de næste. Så må vi jo være de bedste i Norden," siger han til sporten.dk.
Der har den seneste tid været ekstra meget vind omkring Zlatan Ibrahimovic fordi hans selvbiografi, 'Jeg er Zlatan', som udgives om få uger, forventes at skabe furore i fodboldverden.
Kilde: sporten.dk