X Factor-Samanta arbejder som sosu: “Jeg elsker mit job”
Når Samanta Gomez ikke synger i X Factor, hjælper hun udsatte borgere med at få et bedre liv som social-og sundhedsassistent.
Dem, der arbejder med det her, vil det rigtig gerne, og de gør det i hvert fald ikke for at blive millionærer, siger Samanta Gomez, der er stolt af sit fag.
Dem, der arbejder med det her, vil det rigtig gerne, og de gør det i hvert fald ikke for at blive millionærer, siger Samanta Gomez, der er stolt af sit fag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

I aften skal Samanta Gomez give den gas på scenen til årets første liveshow i X Factor.

Siden sin første audition er det 28-årige sangtalent blevet kendt som den ‘bløde testosteron-pige’ med den kraftfulde stemme.

Og netop den mere bløde side kommer til udtryk, når Samanta til dagligt arbejder som social-og sundhedsassistent i Pilekrogen, et socialpsykiatrisk bosted for voksne med sindslidelser i Gentofte Kommune.

- Jeg elsker mit arbejde, og jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, som er lidt udsatte. Beboerne giver mig rigtig meget igen. Om det så bare er en lillebitte ting, der lykkes i hverdagen, så tænker jeg ofte ‘ah, det er derfor, jeg er her’, siger Samanta Gomez til Avisen.dk.

I snart tre år har hun været ansat i Pilekrogen, hvor hun primært har kontakt til otte ud af de i alt 16 borgere på stedet med svære sindslidelser og misbrug. Før det arbejdede hun i seks år som ufaglært på en demensafdeling sideløbende med, at hun tog sin uddannelse med det mål at ende i socialpsykiatrien.

- Egentlig skulle det bare have været et sabbatår, men jeg blev så glad for arbejdet, at der gik mange flere. Og jeg fandt ud af, at jeg bare måtte arbejde med mennesker fremover og helst i psykiatrien, siger Samanta Gomez.  

Både kolleger og nogle af borgerne følger i disse uger intenst med i sangkonkurrencen hver fredag, og så har chefen været meget forstående overfor projektet, fortæller Samanta. Hun tror da også, at hendes arbejde kan blive en styrke for hende i forløbet.

- Jeg er god til at møde mennesker, præcis hvor de er. Det er noget, der ligger dybt i min faglighed, men som nok også bare er en del af min personlighed. Det kan jeg bruge i en konkurrence som X Factor, hvor man møder en masse nye mennesker hele tiden og på en måde hele den danske befolkning, siger hun.

Vi gør en forskel

Som personlig kontaktperson for nogle af borgerne er respekten for det enkelte menneske noget af det allervigtigste for Samanta Gomez. Det handler hele tiden om at finde en balance mellem den enkeltes ønsker og behov og retningslinjer og sundhedfaglige hensyn.

- Vi prøver at støtte dem så meget som muligt i det, de gerne vil, for eksempel i at opretholde en struktureret hverdag. Og ønsker de sig flæskestegssandwich til aftensmad, så sørger vi blot for, at det er med groft økologisk brød og råkost til, så kostvejledningerne bliver overholdt, siger Samanta Gomez og slår fast:    

- Der er ikke nogen, der skal lave om på mennesker. Derfor man kan godt stå i nogle etiske dilemmaer i dagligdagen, for medarbejdere og beboere er ligeværdige, siger hun.

Samanta Gomez er meget stolt af sit fag, som hun mener varetager en utrolig vigtig funktion i samfundet. Hun har førhen mærket holdningen: 'Du er ‘bare’ social- og sundhedshjælper' og ærgret sig.

- Det er lidt tabubelagt, men der er også folk i faget, der nærmest selv undskylder at være det. Det er virkelig en skam. I stedet burde man være stolt, siger hun og uddyber:

- Vi gør en kæmpe forskel for mennesker, der har det svært. Dem, der arbejder med det her, vil det rigtig gerne, og de gør det i hvert fald ikke for at blive millionærer. Tværtimod er det lysten til at hjælpe mennesker og empatien, der er en stor drivkraft for de fleste.

I aften skal det så vise sig, om bostedet Pilekrogen får flere nervepirrende fredage foran tv’et, når Samanta Gomez skal på scenen som en af Remees tre finalister i 23+ kategorien.

- Jeg er mega-spændt og glæder mig mest lige nu, men jeg skal saftsuseme nok nå at blive nervøs, sagde Samanta Gomez, da Avisen.dk talte med hende tidligere på ugen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.