Det gik ikke overvældende godt for hendes mandlige politiker-kollega, Kristian Jensen, der mest mindede om en træmand på afveje, da han sidste år luftede danseskoene på tv.
Alligevel tør Københavns kulturborgmester Pia Allerslev godt kaste ud i både salsa og vals for rullende kameraer i den kommende sæson af 'Vild med Dans', fortæller hun til Ekstra Bladet.
"Jeg håber da at få det ud af det, at jeg bliver et mere attraktivt kort på dansegulvet, når vi fester på rådhuset eller hjemme i privaten," siger Venstres kommunale top-politiker med et grin til avisen om sit ja til det populær tv-program.
"Jeg har generelt været imponeret over det ryk, deltagerne har foretaget. Fra man så dem ved første træning, til, hvad de rent faktisk kunne præstere, når det virkelig gjaldt," forklarer hun videre.
Den blonde borgmester fik tilbudet om at deltage i programmet før sommerferien og måtte lige vende det med både det politiske og private bagland, før hun sagde endeligt ja.
"Da jeg kunne fornemme, at der var opbakning hele vejen rundt, så valgte jeg at vove pelsen. Men det bliver en kæmpe-udfordring at få det hele til at hænge sammen," siger Pia Allerslev til avisen og uddyber:
"Det bliver en fræk kalender-opgave, der skal løses, men jeg glæder mig rigtig meget."
Kilde: Ekstra Bladet