Det kan ikke betale sig at støtte forskning i energi.
Det er en af hovedkonklusionerne i den rapport som de økonomiske vismænd i miljøøkonomisk råd i dag fremlagde.
I takt med at de fossile brændstoffer som olie og kul slipper op, bliver de private virksomheder nemlig mere og mere motiverede til selv at sætte forskning i gang.
"Der er ikke noget galt med energiforskning, men spørgsmålet er, hvor meget det skal støttes offentligt," siger vismand Lars Haagen Pedersen til Newspaq.
Vismændene foreslår også, at regeringen fastsætter en pris på udledning af CO2, så det bliver en endnu bedre forretning for private aktører at udvikle klimavenlige teknologier.
At en sådan spiral kan komme mere eller mindre af sig selv, mener Socialdemokraternes klima- og miljøordfører Mette Gjerskov ikke. Hun havde diskussionen med de miljøøkonomiske vismænd sidste år.
"Det kan godt være, de ikke siger, miljøforskning er nødvendig, men vi har ikke lavet store eksporteventyr på miljøområdet i årevis. Og det kunne jo godt hænge sammen med, at der ikke er tilstrækkelig miljøforskning," siger hun til Newspaq.
Argumentet om at de højere oliepriser stimulerer forskning i vedvarende energi holder altså ikke, mener hun.
Vismændene mener i stedet, at staten bør støtte grundforskning.
"Man bør lave tilskuddene sådan, at der hvor en virksomheds forskning har størst betydning for andre, der går støtten hen," siger Lars Haagen Pedersen.
Og i modsætning til den forretningsmæssigt mere gunstige energiforskning, sker grundforskning ikke af sig selv, konkluderer vismændene.
Der går nemlig alt for lang tid, før forskningen bliver så konkret, at der kan tjenes penge på den. Derfor må forskningen motiveres ved hjælp af offentlig støtte.
Her er Mette Gjerskov sådan set ikke uenig, men hun mener, vismændene ser "for firkantet" på sagen om tilskud til forskning.
"Grundforskning er også et vigtigt element, men det er meget åbent. Så hvis det skal være dimsedutter, vi kan eksportere til andre lande, så er vi nødt til også at have noget mere anvendt forskning - noget der er mere målrettet virksomheder," siger hun.
Vismændenes rapport er et såkaldt "diskussionsoplæg," som nu er blevet givet til de relevante politikere. Nu er det op til Folketinget at omsætte anbefalingerne til virkelighed.