Danske virksomheder er gode til at tjene penge på forskning.
De tjener således mere ved at investere en ekstra krone i forskning og udvikling end deres konkurrenter i Sverige, Norge og Finland. Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, skriver Jyllands-Posten.
I Danmark tjener virksomheder 34 pct. for hver ekstra krone, de investerer i forskning og udvikling, mens virksomheder i Finland og Norge opnår en gevinst på 23 pct. og svenske virksomheder omkring 16 pct.
Afkastet er størst inden for servicebrancher som forretningsservice og øvrige serviceerhverv og for virksomheder med flere end 250 ansatte, viser analysen.
Inden for grøn teknologi og velfærdsteknologi er afkastet højest i Danmark og Finland og lavest i Norge og Sverige.
- Det er glædeligt. Især i servicesektoren kan man virkelig få meget ud af yderligere investeringer i forskning og udvikling. Det tegner til, at her kan der virkelig hentes meget hjem for få penge, siger uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R), til Jyllands-Posten.
Analysen viser også, at danske virksomheder er blandt de bedste i EU til at investere i forskning og udvikling. Fra 2005 til 2010 har danske virksomheder samlet set øget deres investeringer i forskning og udvikling med 23 pct., selvom man kan notere et lille fald fra 2009.
Det er dog for tidligt at kippe med det danske flag, mener Philipp Schrøder, professor i økonomi på Aarhus Universitet og medlem af regeringens Produktivitetskommission.
Det er nemlig stadig svært at sige med sikkerhed, om de gode afkastmuligheder skyldes, at vi har underinvesteret i forskning, eller om vi er bedre end de andre til at omsætte forskning til værdi, mener han.