Glohed varme, sult og ekstrem udmattelse.
Det er blot tre af mange faktorer, der skal overkommes, hvis man i sidste ende skal stå som vinder af tv-programmet Robinson Ekspeditionen.
Mandag aften løb finalen i den 18. sæson over skærmen, og her kunne 36-årige Henrik Andersen fra Solrød løfte trofæet som vinder af Robinson Ekspeditionen 2016 og gå hjem med pengepræmien på 500.000 kroner.
- Jeg har drømt om at vinde trofæet i 16-17 år, og nu står jeg her med det. Det her trofæ skal hjem og stå i midten af stuen, fortalte den storsmilende vinder.
Det var dog ikke en nem rejse gennem finaledagene. Henrik vågnede nemlig på første finaledag med stærke rygsmerter, men i sidste ende overkom deltageren, der fik det kærlige øgenavn "Tykke", smerterne.
Den målrettede tømrer var dog på intet tidspunkt i tvivl om, at han nok skulle stå med vindertitlen i sidste ende. Det stod allerede klart, da han sendte sin ansøgning ind til programmet.
- I min ansøgning skrev jeg, at jeg var vinderen af Robinson Ekspeditionen 2016. Det er det, der kommer til at ske nu, udtalte Henrik, kort inden værten Jakob Kjeldbjerg fløjtede sæsonens finaledyst i gang.
Det blev en finaledyst, hvor Henrik formåede at holde en smal føring gennem alle forhindringer, dog med den 10 år yngre deltager, Nikolaj Lund Mortensen, lige i hælene. 26-årige Nikolaj måtte derfor gå fra dette års ekspedition med en andenplads.
Finalens eneste kvindelige islæt, Sofie på 20 år, endte på en tredjeplads.
/ritzau/FOKUS