Hun har skiftet rampelyset ud med familieliv, forretning og fire sammenbragte børn. Men helt færdig med tv er den tidligere Vild med dans-vært, Christiane Schaumburg-Müller Åxman, ikke.
For selv om det efterhånden er nogle år siden, Christiane Schaumburg-Müller Åxman sagde farvel til 'Vild med dans', drømmer den 43-årige iværksætter og tv-profil stadig om et comeback foran kameraet.
Det skriver B.T.
– Jeg er ikke færdig med at lave tv. Jeg vil rigtig gerne lave tv igen – og kommer også til at lave tv igen. Det rigtige program har bare ikke budt sig endnu, siger hun til avisen og fortæller, at hun har sagt nej til flere tilbud de seneste år, fordi de ikke passede med familielivet.
Christiane Schaumburg-Müller nåede i alt at være vært på 'Vild med dans' i syv sæsoner. Først som medvært fra 2010 til 2012, hvor Claus Elming stod i spidsen, og senere som vært sammen med Sarah Grünewald fra 2018 til 2021.
Og selv om der snart bliver danset den allersidste dans i det populære TV 2-program, håber Christiane, at det ikke er et farvel til glimmer og glamour i bedste sendetidspunkt.
– Der er jo masser af quizzer, men jeg synes også, at Danmarks befolkning fortjener noget, der giver lidt stjernestøv, siger hun til avisen og understreger samtidig, at sådan et program vil hun gerne være afsender på.
I 2020 afslørede Christiane, at hun havde fundet sammen med den to år ældre forretningsmand Daniel Åxman, som hun blev gift med i 2023.
Sammen har de datteren Ludovika Noël fra samme år, mens Christiane har sønnen Constantin fra sit tidligere forhold med rapperen L.O.C., og Daniel Åxman har to døtre fra et tidligere forhold.