Danske almennyttige organisationer bryder i stor stil arbejdsmiljøloven ved ikke at udarbejde de lovpligtige arbejdspladsvurderinger (APV), der skal modvirke eksempelvis stress, mobning og arbejdsulykker.
Det viser en stikprøve fra Altinget blandt 200 tilfældigt valgte små, mellemstore og store civilsamfundsorganisationer. Her svarer ca. en tredjedel, at de ikke laver en APV.
- At næsten en tredjedel af en branche ikke overholder loven. Det synes jeg, er problematisk, siger arbejdsmiljøforsker og adjunkt ved Institut for Organisation ved Copenhagen Business School Mette Mogensen.
Hun bakkes op af en af landets førende forskere i arbejdsmiljø, Peter Hasle, fra Aalborg Universitet, der kalder det et "nøgleredskab".
Han frygter, at medarbejderne i de små organisationer kan være særlig udsatte for dårligt arbejdsmiljø.
En af de mange organisationer uden en APV inden for de sidste tre år er organisationen Danmission, der arbejder for at styrke den globale kirke og bekæmpe fattigdom gennem deres engagement i Danmark og 12 andre lande.
- Det er simpelthen en ærgerlig fejl, at vi ikke har fået opdateret arbejdspladsvurderingen inden for tidsrammen. Det er normalt noget, vi har tjek på, siger Michael Trinskjær, kommunikationschef i Danmission.
Peter Hasle er særlig bekymret for det mørketal, der gemmer sig i Altingets stikprøve. Ud af de 200 adspurgte organisationer har 84 organisationer valgt ikke at besvare, om de overholder arbejdsmiljøloven, selvom redaktionen gentagne gange har bedt om svar.
- Dem, der ikke har haft lyst til at svare, har givetvis ikke lavet en APV, siger professoren.
Forklaringerne er mange, men det giver kontorchef i Arbejdstilsynet Anette Lerche ikke meget for. For at overholde loven og få lavet sin APV behøver ikke være et stort show.
- Man kan gøre det meget simpelt, og man kan gøre det meget avanceret, men der er et hav af metoder, man kan bruge, så det burde ikke være noget problem for organisationerne. Men vi ved, at der er en del organisationer, der ikke får det gjort, og det viser jeres undersøgelse også, siger Anette Lerche.