Det mellemamerikanske land Panama er i færd med at udvide den 100 år gamle vandvej mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Målet er i 2015 at indbyde skibe tre gange den nuværende størrelse let og hurtig passage.
Udvidelsen af kanalen får indflydelse på handelsmønstre nært og fjernt fra selve Panama. Varer fra Asien og Sydamerika vil få betydeligt billigere adgang til den velhavende amerikanske Østkyst. Givet begrænsninger for Suez-kanalen i Egypten kan varer via Panama nå Europa.
Udvidelse
Der har været tale om at udvide Panama-kanalen i adskillige år. I 2006 vedtog befolkningen i landet overvældende at kaste penge efter en ekstra forbindelse til større skibe. Prisen er over 5 milliarder dollars, men de penge skal nok komme hjem på 11 år, hedder det overfor AP.
Oppe i USA, i delstaten New Jersey, der har de store havne til modtagelse af varer til New York og omegn, fik politikerne sidste år Barack Obama-regeringens grønne stempel på, at de kunne få støtte til at udvide havne, hæve broer og gøre øge vanddybden. Projektet koster over en milliard dollars og skal færdigt i 2016.
Helt grønt er stemplet nu ikke, for der er et væld af klager fra miljøfolk over, at området simpelt hen ikke kan tage mere tung trafik. Samme område har den store Newark Airport og enorme kraftværker og forbrændingsanstalter.
Den nye forbindelse vil tage skibe med 13.000 containere mod nu kun 5.000. Verdens største skibe kan stadig ikke komme gennem.
Gammelt projekt
Panama-kanalen går tilbage til det 19. århundrede, hvor franske interesser begyndte at grave løs på en kanal mellem de to have. Det gik ikke så godt, og de blev ikke færdige. I det oprindelige projekt tænkte man ikke på at bruge sluseværker, hvilket kunne have givet problemer.
Amerikanere ledet af datidens industrielle og finansielle stormoguler satte sig i begyndelsen af det 20. århundrede for at gøre projektet færdigt. Men ejeren af jorden, Colombia, sagde nej.
For at få projektet gennemført måtte USA støtte en frihedsbevægelse i Colombia, intervenere i konflikten og løsrive et stykke land, der blev til republikken Panama. I 1903 kunne USA således skrive en traktat med Panama om brug af landet og industrifolkene blev glade.
USA fik retten til jorden omkring kanalen, og traktaten sikrede den en form for neutralitet. I 1973 forsøgte FN’s Sikkerhedsråd at skabe en løsning for en ulmende konflikt omkring kanalzonen, men USA brugte sit veto imod.
Først i år 2000 fik Panama ejerskab over kanalen, men under betingelse af, at USA kan gribe ind militært, hvis kanalen lukkes, og at stormagten fortsat kan have militær i zonen.