495.471.027 kroner lød pengepræmien på, da den 38-årige Ryan Hoyle i weekenden fik alle tal rigtige i EuroMillions lotteriet.
Briten arbejder som selvstændig snedker, og han har endnu ikke taget stilling til, om han vil fortsætte sit job. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at nogle af de absurd mange penge skal gå til, at hans forældre kan trække sig tilbage.
– Min mor arbejder på den lokale skole som rengøringskone og har kæmpet med en ømme hofte i årevis, så det ville være dejligt at hun kan trække sig tilbage med det samme, siger den gavmilde vinder, der håber at hans formue kan hjælpe moderen med hofteproblemerne.
– Hun skulle have haft en ny hofte, men alle operationer er på hold i øjeblikket på grund af coronavirus-krisen, så måske kan jeg også hjælpe med det, håber Ryan Hoyle.
Moren skal naturligvis ikke pensioneres alene.
– Gevinsten betyder, at min far kan stoppe med at arbejde på fabrikken i slutningen af ugen, lyder det fra den heldige mand, der også vil tilbyde sin bror økonomisk støtte.
– Det har også været en hård tid for en af mine brødre, der for nylig blev ramt af en hjerneblødning. Han skulle snart tilbage på arbejde, så nu kan jeg hjælpe ham, så han ikke er tvunget til at gå tilbage på arbejde.
Når den nærmeste families økonomiske fremtid er blevet sikret, skulle der også gerne være en sum penge tilbage, der kan forsøde Ryan Hoyles egen tilværelse.
Nogle af de mange millioner skal bruges på en ny bil, han drømmer om at bygge sig eget hus og så skal han en tur i Disney Land med sin datter.