Manchester United sikrede sig lørdag en plads i FA Cup-finalen med en sejr over Everton på 2-1. United fik først fat i finalebilletten i kampens overtid, da Anthony Martial med en scoring sikrede forløsningen.
Sejren giver United-manager Louis van Gaal muligheden for at vinde sit første trofæ som United-manager, og han er da også glad for kampens resultat.
- Når du ser glæden i spillernes øjne, så er det helt fantastisk at overvære. Det samme gælder for vores fans, siger van Gaal ifølge AFP.
Trods sejren er United-manageren ikke tilfreds med kampens dommer, Anthony Taylor, der blandt andet dømte et straffespark til Everton.
- Vi fortjente at komme i finalen. Vi fik ingen frispark dømt vores vej. Jeg mener, dommeren ændrede kampen, siger han.
Straffesparket fik Everton dog intet ud af, da United-målmanden David de Gea hev en fænomenal redning ud af ærmet på Romelu Lukakus skud fra pletten.
De Gea er selvsagt glad for sin præstation i målet.
- Den redning var et afgørende øjeblik. Everton spillede rigtig godt og havde nogle chancer mod slutningen. Vi er meget glade.
- På ét sekund scorer Martial og vi vinder i sidste minut. Det er helt utroligt. Det er vigtigt for os, for vores fans og for klubben. Nu vil vi også gerne slutte i topfire i Premier League, siger han ifølge AFP.
I finalen den 21. maj møder United enten Crystal Palace eller Watford. De to hold spiller semifinale søndag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.