Løftebrud, løftebrud, løftebrud.
Den første tid i Statsministeriet for Helle Thorning-Schmidt har på ingen måde været en dans på roser. Den socialdemokratiske statsminister har været under heftig beskydning for at svigte sine valgløfter, og det giver sig nu til udtryk i en ny meninsmåling, som Børsen har fået lavet.
Næsten halvdelen af de danske vælgere er således utilfredse med den socialdemokratiske statsministers indsats. Til sammenligning er det kun godt hver tredje vælger, der mener, at Helle Thorning-Schmidt har gjort det godt.
Ifølge flere politiske kommentatorer skyldes de knap så opmuntrende tal for regeringen, at statsministeren ikke har fået sat sig ordentligt igennem.
"Thorning mangler virkelig at få sit gennembrud som statsminister. Vælgerne oplever hende stadig ikke som en stærk leder for en treparti-regering," lyder det fra Hans Engell til Børsen.
Ifølge de nye målinger, som er blevet lavet af Greens Analyseinstitut, står Socialdemokraterne endvidere til at tabe fem pladser i Folketinget, hvis der blev udskrevet valg i morgen.
Kilde: Børsen