Et kæmpe strategisk selvmål« er Niels Krause-Kjærs betegnelse for Det Radikale Venstres valgstrategi i dagens avis (side 10-11). Det har han ret i, men ikke kun på grund af partiets selvtilfredshed og de uklare udmeldinger om Jelved som statsminister. Strategien er et selvmål, fordi ingen i folketingsgruppen går helhjertet ind for den – det er fuldstændig uholdbart, og derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at få den ændret.Det lille midterparti bakser ikke bare med dårlige meningsmålinger og mudret kommunikation – det største problem er folketingsgruppens indbyrdes uenighed. De klassiske morsomheder om vægelsindede radikale, der ikke kan tage klart stilling, er alt andet end en joke lige nu. Det er blodig alvor. Strategien om ikke at vælge side var naturligvis til dels båret af de gode meningsmålinger, som partiet kunne prale af dengang, men den var også et kompromis, som blev indgået, fordi Jelved hverken ville stå hårdt fast på sin egen lyst til at pege på S eller afgive magten til partiets højrefløj. Hun skrev det radikale frihedsbrev modvilligt, ligesom alle de radikale, som i dag forsvarer strategien, gør det modvilligt. Og al den modvillighed gør både politikken og kommunikationen tung og uklar.Det Radikale Venstre skylder både sig selv og sine vælgere at få stoppet fløjkrigen og vælge klart side.