Hvad skal vi forhandle om til foråret?
Det spørgsmål stiller en samlet fagbevægelse nu til regeringen. Spørgsmålet gælder de trepartsforhandlinger mellem den nye regering, arbejdsgivere og fagbevægelse, som snart skal finde sted.
Ifølge FTF's formand Bente Sorgenfrey må regeringen komme ud af busken inden jul.
"Vi ønsker, at der allerede nu laves et kommissorium for trepartsforhandlingerne. Så der er ikke tvivl om indholdet," siger Bente Sorgenfrey.
Hun understreger, at det vil skabe ro til de kommende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked og forhindre misforståelser.
"Vi bliver nødt til at få noget mere konkret på bordet, så både arbejdsgivere og fagbevægelse ved, hvad vi skal tale om," siger Bente Sorgenfrey, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.
Den holdning deles af LO's formand Harald Børsting. Han mener, at de dele af trepartsforhandlingerne, der har betydning for overenskomstforhandlingerne, skal frem i lyset nu.
"Vi er nødt til at kræve, at de ting, der direkte kræver overenskomstmæssig opfølgning, de skal være kendt, inden man kommer i gang," sagde han for nylig til Newspaq.
Regeringen er derimod ikke indstillet på at invitere lønmodtagere og arbejdsgivere til kaffe og kage i Finansministeriet allerede nu, så parterne kan føle hinanden på tænderne.
Finansminister Bjarne Corydon (S) sagde i går i Folketingssalen, at det er "klogt" at vente med at drøfte indholdet i trepartsforhandlingerne, til overenskomstforhandlingerne er afsluttet.
"Men det er klart, at alle tre parter skal give og tage for at nå til enighed. Regeringens ambition er, at parterne, når de er færdige med at forhandle, har leveret et bidrag til at styrke dansk økonomi på fire milliarder kroner," sagde han.
Trepartsforhandlingerne er kun løst skitseret i regeringensgrundlaget.
Den nye regering har skrevet ind i sit grundlag, at der skal skaffes fire milliarder kroner til statens husholdning inden 2020 gennem trepartsforhandlingerne.
De fire milliarder kroner svarer til, at arbejdsudbuddet skal øges med 20.000 stillinger.
Akademikernes Centralorganisation deltager ligesom FTF og LO i forhandlingerne på lønmodtagersiden. Her er formand Erik Jylling dog knap så utålmodig.
"Vi er fuldstændigt afslappede omkring trepartsforhandlingerne og har ikke noget behov for at skubbe på," siger han til Newspaq.
AC-formanden understreger, at det ligefrem kan blive en fordel, at overenskomstforhandlingerne kommer først.
"En finanslovsforhandling og en overenskomst på det private område er måske med til at bidrage til at afgrænse, hvad trepartsdrøftelserne skal gå ud på," siger Erik Jylling.