Opdateret kl. 22:14
USA har rundet 25.000 coronarelaterede dødsfald. Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University tirsdag aften dansk tid.
I alt 25.239 mennesker i USA er døde med coronasmitte. Tallet er fordoblet i løbet af en uge, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Opgørelsen viser også, at USA er tæt på at runde 600.000 bekræftede smittetilfælde. Det er over tre gange så mange bekræftede smittetilfælde som noget andet land i verden.
Spanien har næstflest bekræftede smittetilfælde i verden - nemlig lidt over 172.000 - og lidt over 18.000 døde.
USA har imidlertid også testet næsten tre millioner mennesker, viser opgørelsen fra Johns Hopkins University.
Mandag blev der bekræftet lige omkring 1500 nye dødsfald som følge af coronavirus i USA.
Det var et godt stykke lavere end antallet af nye daglige dødsfald i sidste uge, som flere dage lå lige omkring 2000.
Tirsdag er der hidtil bekræftet 1800 nye dødsfald i USA, men der er stadig flere delstater, der endnu ikke har oplyst de seneste dødsfald.
Særligt hårdt ramt er delstaten New York. Her er der det seneste døgn registreret 778 nye coronadødsfald, hvilket er en stigning i forhold til de 671 dagen før.
Samtidig er antallet af indlæggelser dog faldet, hvilket ifølge delstatens guvernør, Andrew Cuomo, kan være et tegn på, at coronakrisen kan være ved at have toppet i delstaten.
Næsten hele den amerikanske befolkning er underlagt restriktioner om at blive hjemme så meget som muligt for at begrænse smittespredningen i landet.
Det har tæret hårdt på den amerikanske økonomi, og over 17 millioner amerikanere er blevet arbejdsløse som følge af coronakrisen.
Det er den højeste arbejdsløshed i USA siden Depressionen i 1930'erne.
/ritzau/