Japans næststørste bank, Bank of Tokyo Mitsubishi-UFJ, har fået en solid bøde af den amerikanske delstat New York.
I en erklæring siger myndighederne i New York, at banken får en bøde på 250 millioner dollar - det er lidt mere end 1,4 milliarder kroner, fordi den har lavet forretninger, hvor den ikke skulle lave forretninger.
Det drejer sig om pengeoverførsler, der bryder med sanktioner mod Iran, Sudan og Myanmar.
Banken har ifølge erklæringen accepteret bøden og siger også, at den nu vil arbejde for at forbedre de procedurer, som skal hindre, at der fremover sker brud på sanktioner.
Andrew Cuomo er New Yorks guvernør, og han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den samlede overførsel, der strider mod sanktionerne, løber op i en milliard dollar, omkring 565 milliarder kroner.
Overførslen af de mange penge skal være sket i perioden 2002 til 2007, og kunderne har været de sanktionsramte stater og private virksomheder i landene.
I denne periode var bankforretninger og pengeoverførsler omfattet af USA's sanktioner, og pengeoverførslerne er gået igennem New York.
/ritzau/AFP