USA er klar med endnu ikke afslørede anklager mod en række militante, der er mistænkt for at stå bag sidste års blodige angreb mod det amerikanske konsulat i den libyske by Benghazi, lyder det fra flere medier.
Fire amerikanere blev dræbt, herunder USA's ambassadør i Libyen, Christopher Stevens, da tungt bevæbnede islamister stormede konsulatet 11. september 2012.
USA's justitsministerium har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, der er kommet frem i CNN og Wall Street Journal. Men efterforskningen af angrebet fortsætter og er af højeste prioritet, lyder det fra ministeriet.
Det står ikke klart, hvor mange mistænkte, der er anklaget i sagen - og hvad de er anklaget for.
Ifølge CNN er den libyske militsleder Ahmed Abu Khattala blandt de anklagede. Regeringskilder har tidligere nævnt ham som mistænkt i sagen.
Drabene udløste massiv kritik i USA, hvor præsident Barack Obamas modstandere blandt andet anklagede regeringen for at være skyld i dårlig sikkerhed på konsulatet. Samtidig har administrationen været under pres for at finde de ansvarlige.
USA's justitsminister, Eric Holder, sagde i maj, at efterforskere havde gjort "meget, meget, meget betydelige fremskridt".
- Vi er et sted, hvor vi har taget skridt, som, jeg ville sige, er definitive og konkrete, og jeg tror snart, at vi er snart klar til at afsløre, hvad vi har foretaget os, sagde Holder.
Fordi der er tale om en anklage, der er hemmeligt forsejlet ved retten i New York, må embedsmænd ikke tale om sagen i offentligheden. En talskvinde fra FBI har således afvist at kommentere oplysningerne.
Ifølge Wall Street Journal, der har talt med anonyme kilder tæt på sagen, er "en række mistænkte" blevet anklaget for angrebet.
/ritzau/Reuters