Uro omkring Jerusalem kaster skygger i Betlehem

Ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa opfordrer ved midnatsgudstjeneste politikere verden over til at udvise mod.
Ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa, romersk-katolsk patriark i Jerusalem, siger, at snesevis af udenlandske gæster har aflyst deres planlagte besøg i området. Her er han selv på vej ud Betlehem søndag.
Ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa, romersk-katolsk patriark i Jerusalem, siger, at snesevis af udenlandske gæster har aflyst deres planlagte besøg i området. Her er han selv på vej ud Betlehem søndag. Foto: Hazem Bader/AFP

Palæstinensiske spejdere slog på tromme og spillede på sækkepiber, da julefejringen begyndte i Betlehem søndag.

Men mange turister havde valgt at blive væk på grund af den spændte situation i Israel efter USA's beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Den omstridte beslutning fra USA's præsident, Donald Trump, 6. december udløste demonstrationer og gadekampe.

Blandt andet på den israelsk besatte Vestbred og i Betlehem, hvor kristne søndag aften markerede Jesu fødsel med en midnatsgudstjeneste.

Ved midnatsgudstjenesten talte ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa, der er romersk-katolsk patriark i Jerusalem.

- Jeg vil anbefale dem, der har magt over vores fremtid, og politikere til at udvise mod, til ikke at være bange, til at turde tage chancer, til ikke at være bange for at være alene og til ikke at opgive deres vision.

- Vi har brug for reel og seriøs politik mere end nogensinde, siger han.

Mange palæstinensiske kristne er imod Trumps beslutning om Jerusalem. Men de siger, at de ikke frygter angreb.

- Trumps beslutning krænkede alle palæstinensere - uanset om de er kristne eller muslimer. Hvorfor skulle vi føle os truet af muslimer, siger katolikken George Antone, der bor i Gaza, hvor han er underlagt Hamas.

På Krybbepladsen i Betlehem overværede snesevis af palæstinensere og turister søndag den årlige spejderparade nær Fødselskirken.

Der var færre turister på pladsen end sædvanligt på grund de uroligheder, som har rystet området i de seneste uger.

Nahil Banura, en kristen kvinde fra Beit Sahur, der ligger tæt på Betlehem, siger, at Trumps udmeldinger har gjort hele optakten til julen "elendig".

- Folk går kun ud for at få afløb for deres harme, siger den 67-årige kvinde.

Ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa siger søndag, at snesevis af udenlandske gæster har aflyst deres planlagte besøg i området.

Men Israels turistministerium siger, at forberedelserne til julen ikke er blevet påvirket af urolighederne i de seneste uger. Ministeriet venter en stigning i antallet af kristne pilgrimme på 20 procent.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.