23 år og jurastuderende med en drøm om at arbejde med menneskerettigheder.
Tarek Hussein er eksemplet på de stadig flere efterkommere af indvandrere, der har lagt sig i selen og giver etniske danske unge baghjul på de videregående uddannelser.
- Der er en bevægelse i gang blandt de unge fra etniske minoriteter. Vi vil gerne have et bedre liv end vores forældre både socioøkonomisk og kulturelt. Og så anstrenger man sig det ekstra for at få en uddannelse, så man kan tjene det mere og kunne bo bedre og andre steder end der, hvor vores forældre har boet. Vi vil væk fra ghettoerne, siger han.
Sindssyg positiv udvikling
Som Avisen.dk skriver i dag på baggrund af tal fra tænketanken Cevea, er 20-24 årige efterkommere af indvandrere lige så flittige som etniske danskere på uddannelses-institutionerne – på de videregående uddannelser endda foran - selvom det er en udbredt opfattelse, at integrationen af indvandrernes børn er mislykkedes.
Den positive udvikling har især fundet sted inden for de seneste år, oplever Hussein.
- I min egen omgangskreds går det sindssygt godt med uddannelse. Det er nærmest en eksplosiv udvikling. Da jeg forlod gymnasiet for fem år siden i Vejle, var vi vel fem studenter med arabisk baggrund. Da min lillesøster blev student i sommer, var der 25-30 stykker, fortæller han.
Social arv er afgørende
Men, understreger Hussein, der er stadig problemer med integrationen af unge med indvandrerbaggrund. De er stadig overrepræsenteret i kriminalstatistikken og alt for mange, især drenge, får stadig aldrig en uddannelse ud over folkeskolen. Men det ser han i lige så høj grad som et resultat af social arv.
- I det miljø, jeg kommer fra i Vejle, var andelen af ressourcestærke forældre, der var på arbejdsmarkedet og talte dansk, langt større end i for eksempel Gellerupparken i Århus og Mjølnerparken i København. Det betød, at der har været rollemodeller og nogle familier, som har været med til at trække andre op, siger Tarek Hussein, hvis forældre er henholdsvis tandlæge og tolk.
- Både min mor og far snakkede dansk og arbejdede. Der var også pres på hjemmefra, for at jeg skulle klare mig godt. Det har givet mig bedre forudsætninger for at få succes end andre. Men selvfølgelig ser man også mønsterbrydere, siger han.
Tidlig indsats nødvendig
Hvis vi som samfund vil have fat i en større del af de unge drenge med indvandrerbaggrund, som i øjeblikket hænger fast i deres sociale arv og tabes i uddannelsessystemet, bliver vi ifølge Tarek Hussein nødt til at sætte ind med en målrettet indsats langt tidligere, end det sker i dag.
Hvis én træder i spinaten og gør noget forkert, så skal alle andre også betale prisen for det
- Den sociale ulighed skal udlignes så hurtigt som muligt. Kommer man dårligt fra start, er fundamentet allerede lagt for, at det går galt senere i livet. Hvis du er kommet så langt, at du har forladt niende klasse uden at kunne læse eller skrive, så er sandsynlighed for at du på et senere tidspunkt får en uddannelse meget lille, mener han.
Privilegeret og taknemmelig
Men selv føler han sig både privilegeret og taknemmelig over de muligheder, han og ligestillede har fået. Han gider ikke at høre på dem, der vi gøre sig til ofre i det det danske samfund
- Sammenlignet med det liv, vores forældre kom fra, har jeg absolut ikke noget at brokke mig over. Den uddannelse og de livsmuligheder, vi har, kunne vi ikke have fået andre steder. Vi har fået meget af velfærdssamfundet – så må vi bare håbe, at vi kan give noget tilbage i fremtiden, siger han.
Se mig som et individ!
Én frustration har Tarek Hussein dog, og den handler om, at han ikke i tilstrækkelig grad føler sig opfattet som en fuldgyldig og selvstændig medborger.
Både min mor og far snakkede dansk og arbejdede
- Nu har vi gennem mange år fået at vide, at vi skulle lære at tale dansk og tage en uddannelse. Det har vi så gjort, og alligevel fastholdes der et billede af, at vi ikke er danskere. Det tror jeg skaber rigtig meget frustration blandt unge efterkommere, mener han.
- Det er måske meget menneskeligt, men alligevel uheldigt, at man ser på muslimer og indvandrere som én stor, kollektiv gruppe. Det betyder, at hvis én træder i spinaten og gør noget forkert, så skal alle andre også betale prisen for det. Jeg håber, man begynder at se på os som individer, lyder Tarek Husseins bøn.