Mens de etnisk danske unge har svært ved at holde fast i arbejdet i krisen, så ser det lysere ud for danskere med en anden etnisk oprindelse end dansk.
Ungdomsarbejdsløsheden er steget hele 60 procent for danskerne, mens den blot er steget 20 procent for indvandrerne.
Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og Undervisningsministeriet ifølge nyhedsbrevet Agenda.
Også når det kommer til praktikpladser klarer indvandrerne sig strålende. Her vokser køen af danskere uden praktikplads markant hurtigere end køen af indvandrere
Roskilde Tekniske Skole oplever, at de unge indvandrere er en mere stabil arbejdskraft.
"De ikke-vestlige unge er simpelthen bedre arbejdskraft, og de vil gerne. Det kan man efterhånden også godt mærke hos arbejdsgiverne. Vi ved, at det er sværere for ikke-vestlige unge at få en praktikplads, men når de først får en plads, mister de den heller ikke," siger uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole, Jesper Kofoed, til Agenda.
Hans Lassen, integrationskonsulent og direktør i konsulentfirmaet Sisyfos, bakker op om erfaringerne fra Roskilde.
"Trods 100 procent sikre spådomme igennem flere år om, at ikke-vestlige indvandrere ville ryge ud af arbejdsmarkedet først, er det glædeligt at se, det ikke holder stik," pointerer Lassen.