Klokken 08.00 dansk tid slog 40.000 valgsteder i Storbritannien dørene op til det britiske parlamentsvalg.
Kampen står mellem de gammelkendte partier Labour og Det Konservative, men ved valget er der som ofte før opstillet sære personer og mærkelige partier.
Det er nemlig let at opstille et parti, skriver Ritzau. Det koster 500 pund (cirka 4.500 kroner) i depositum og underskrifter fra 10 støtter.
- Det aspekt har en del at gøre med britisk humor og tradition for satire og drilleri, siger Andrew Blick, professor i politik på Kings College i den britiske hovedstad, London, til AFP.
Denne gang er blandt andre den "intergalaktiske rumkriger" Count Binface (kan oversættes til grev Skraldespandsfjæs, red.) opstillet mod premierminister Rishi Sunak.
Rumkrigeren går til valg på at nationalisere sangerinden Adele. Og måske lykkes det den obskure karakter, at få flyttet noget.
Ved et lokalvalg i Hartlepool i 2022 var maskotdukken for den lokale fodboldklub H'Angus the Monkey opstillet.
Den gik til borgmestervalg for at få døgnåbne pubber, og det synspunkt havde genklang. Det endte med, at pubberne fik lov at åbne døgnet rundt.