En pose kartofler, en bakke jordbær eller lidt honning. Varen står klar ved vejen, og betalingen bygger i mange tilfælde på én simpel forudsætning: Man stoler på, at kunderne betaler.
Netop den tillid gjorde stort indtryk på kokken Umut Sakarya-Hayshøj, da hans familie kom til Danmark fra Tyrkiet i 2003. Nu reagerer han på historier om vejboder, der lukker, fordi varer bliver taget uden betaling.
I et opslag på Facebook fortæller kokken, hvordan hans mor havde en lille køkkenhave i Odense, hvor hun blandt andet dyrkede bønner, som blev solgt fra en lille vejbod. Der var ingen ekspedient eller kamera. Kun en krukke, hvor kunderne selv lagde pengene, og for den dengang nytilkomne familie var konceptet opsigtsvækkende.
- Jeg tænkte, sikke et land, sikke en tillid til folk, skriver Umut Sakarya-Hayshøj.
Ifølge kokken er problemet større end værdien af de varer, der forsvinder. Han skriver, at han i dag ser flere vejboder lukke, fordi nogle mennesker tager varerne uden at betale.
- Det handler om respekt, om fællesskab og om at passe på noget, der gør Danmark helt unikt, skriver han, og kokken frygter, at konsekvensen på længere sigt bliver, at den gensidige tillid forsvinder.
- Hvis vi ikke passer på tilliden, så forsvinder den. Og det går meget, meget stærkt! står der i opslaget.
Opslaget slutter med en opfordring til at huske betalingen, næste gang turen går forbi en vejbod.