Fodboldspilleren Bo Storm kommer ikke på banen igen for Sønderjyske i efteråret.
Offensivspilleren, der før har været plaget af skader, brækkede albuen, da Sønderjyske i sidste uge besejrede AGF i pokalturneringen.
- Han spillede videre i kampen, men blev undersøgt bagefter, hvor det viste sig, den var brækket. Han skal have gips på i fire uger, så han kommer ikke på banen mere i efteråret, siger Sønderjyskes træner, Lars Søndergaard, til bold.dk.
Træneren er ked af, at Bo Storm er blevet skadet igen.
- Det er surt, for han var ved at komme i god form og nærmede sig holdet. Så det er selvfølgelig ærgerligt for holdet, men det er især surt for ham.
- Han er selvfølgelig rigtig ærgerlig, men han tager det pænt, og han er jo desværre ret rutineret i de her situationer, for han har haft mange skader i sin tid i Sønderjyske, siger Lars Søndergaard.
Sønderjyske ligger nummer ni i Superligaen efter 13 runder. Bo Storm går glip af fire ligakampe og pokalkampen ude mod Varde.
/ritzau/