Tony Blair er på besøg hos Anders Fogh Rasmussen for at diskutere tilbagetrækningen af besættelsesstyrker fra Irak. Krigslykken er vendt, og de politikere, der sendte os i krig for mere end tre år siden, ser nu den fejlslagne strategi i øjnene
Overvejelserne om tilbagetrækning skal formentlig ikke ses i lyset af irakernes behov for fred og stabilitet, men i lyset af regeringens egen overlevelse. Den katastrofale udvikling i Irak har nået et niveau, hvor det nu også koster på den politiske hjemmefront. Bush har netop betalt prisen, og hverken Blair eller Fogh ønsker det samme.
Langsigtet exitstrategi
Men det er vigtigt, at tilbagetrækningen ikke bliver lige så katastrofal som angrebskrigen. Vi må kræve af de politikere, der sendte vores lande ud i en folkeretsstridig krig, at de denne gang tænker langsigtet og begavet.
En åben dialog om en holdbar strategi er nødvendig. De arabiske naboer og det internationale samfund skal indgå i de reelle nye forhandlinger om Iraks fremtid.
En måde at åbne dialogen på vil være, at de lande, der kastede Irak ud i en ødelæggende invasion, står frem over for den irakiske befolkning og åbent erkender tre ting:
At krigen blev indledt på et forkert grundlag. At de irakiske værdier tilhører det irakiske folk, ikke amerikanske og andre udenlandske firmaer, der har haft hænderne vældigt langt nede i godteposen. Og at koalitionsstyrkerne skal kompensere for de lidelser, der er påført den irakiske befolkning.
Vanskeligt samarbejde
Irak-krigen har kostet hundredtusinder af menneskeliv og lemlæstet endnu flere. Den fysiske infrastruktur er bombet i stykker, først af besættelsesstyrkerne og sidenhen af de oprørsgrupper og terrorister, der i dag huserer i Irak. Vi ser det dagligt på tv.
Hvad vi ikke hører meget om, er den systematiske nedbrydning af politiske institutioner, der har fundet sted.
Det bliver vanskeligere og vanskeligere at etablere et samarbejde med politiske institutioner, der har bred opbakning i befolkningenDette skyldes blandt andet, at det af mange irakere opfattes som forræderi at samarbejde med besættelseshæren. De soldater, der skal placeres i Irak for at sikre fred og stabilitet, er nødt til at have bred legitimitet i den irakiske befolkning.
Politisk lederskab
Dette bliver ikke nogen let opgave. Men den er nødvendig.
Derfor må vi kræve af Bush, Blair, Fogh og de andre politiske ledere, der har trukket verden ud i denne krig, at de nu viser det politiske lederskab, man bør kunne forvente, og at de præsenterer os for langsigtede exitstrategier, der har opbakning bredt i verdenssamfundet.
Det er vel det mindste, man kan forlange af den selvbestaltede ?avantgarde? for den frie og demokratiske verden.
Krigen i Irak viser os også, hvorfor Danmark skal satse på multilateralisme i stedet for at løbe i halen på USA. Verden har ikke råd til denne enegang.