Det tyske forbundsråd vil gøre et nyt forsøg på at forbyde det højreekstremistiske Nationaldemokratiske Parti (NPD).
Forbundsrådet, der tæller medlemmer fra de tyske delstater, besluttede fredag, at det vil gå til forfatningsdomstolen med henblik på at få NPD erklæret ulovlig.
Bag beslutningen stod 15 af de 16 delstater.
NPD, Nationaldemokratische Partei Deutschlands, ligger helt nederst i den politiske fødekæde med en vælgertilslutning på blot én procent på landsplan og kun omkring 5-7000 partimedlemmer.
Partiets indflydelse er størst i de tidligere DDR-områder, hvor det også er lykkedes at nå over spærregrænsen på fem procent i delstaterne Sachsen og Mecklenburg-Vorpommern, hvor partiet nu er repræsenteret i delstatsparlamenterne.
I 2003 måtte Gerhard Schröders rød-grønne regering opgive et forsøg på at få partiet erklæret ulovligt, da det kom frem, at efterretningstjenesten, og dermed staten, havde brugt betalte stikkere til at skaffe en stor del af bevismaterialet mod NPD.
Ifølge tysk presse er det denne gang lykkedes at indsamle hele 2649 beviser for, at NPD's antisemitiske, racistiske og fremmedfjendske holdninger er forfatningsstridige.
Modstanderne af et forbud siger, at NPD vil være endnu farligere som en ulovlig undergrundsorganisation.
Både forbundskansler Angela Merkel (CDU) og indenrigsminister Hans-Peter Friedrich (CSU) har været skeptiske over for et forbud.
NPD kom i 2011 i et uheldigt søgelys, da flere medlemmer, blandt andet næstformanden i Thüringen, blev sat i forbindelse med terrorgruppen NSU, som gennem en årrække dræbte ni indvandrere og en betjent.
/ritzau/dpa