Af Sophie Nyborg, sony@avisen.dk

Det var måske blevet lidt sent, og måske var halsen tør. I hvert fald besluttede den danske astronom Tycho Brahe sig for, at han havde fortjent en lille pause og en øl i Landskrona, før turen gik videre med båd til hans observatorium på øen Hven i Østersøen.

Tycho Brahe var på vej fra sit hjem i Skåne en aften i starten af 1590 erne, og den aften skulle vise sig at blive fatal for den trofaste følgesvend, han havde med sig. En stor elg ¿ personligt bragt til den danske verdensmand helt oppe fra de svenske skove.

»Ja, stemningen var munter til sammenkomsten, og Tycho Brahe havde bundet elgen uden for kroen, eller hvor det nu var de sad,« fortæller museumsinspektør Poul Grinder-Hansen, Nationalmuseet.

»Men det gad elgen tilsyneladende ikke finde sig i. Den var meget tam, så det store bæst fik revet sig løs og kom pludselig vadende op i den sal, de sad i,« fortsætter han.

Det skulle den ikke have gjort. For det morede tilsyneladende selskabet af høje herrer at tilbyde kræet øl, og det kunne den godt lide. Så meget, at den blev tordnende beruset og faldt ned af trappen, da selskabet brød op. Den brækkede benet, og selv om Tycho Brahe nussede om dyret i dagevis, stod benet ikke til at redde. Og så var det sket med at være elg.

En sand festløve

Historien om elgen er bare en af mange ukendte historier om astronomen Tycho Brahes liv, mener Poul Grinder-Hansen. Han lavede sidste år en stor særudstilling på Nationalmuseet om videnskabsmandens liv.

Og selv om det meste af historiebøgerne er fyldt med Tycho Brahes observationer af solen og planeterne, så er der mange ting ved hans liv, der ikke lige stemmer på billedet af en videnskabsmand.

»Han var en festlig mand, der tit holdt selskaber på sit slot på Hven, Og så havde han en Hofnar ansat, der havde det flatterende navn Jeppe Nar,« siger han.

Der er dog én ting de fleste kan huske om Tycho Brahe fra sin børnelærdom. Han havde en protesenæse af sølv, fordi han fik hugget sin egen af under en ridderlig duel, og hans blære sprang under en kongelig middag, fordi han var for høflig til at rejse sig.

»Man lavede i 1996 analyser af hans lig og fandt ud af, at han havde op til 12 gange mere kviksølv i kroppen end andre, da han døde. Meget tyder på, at han med en kviksølvsblanding selv havde prøvet at helbrede underlivssygdom, han havde pådraget og var død af forgiftningen«, forklarer Poul Grinder-Hansen.

Er den med næsen så ikke god nok?

»Han kom bare op at skændes med en af sine gode studie-kammerater i Rostock om noget matematik. Kammeraten havde vist påstået, han var dårlig til at regne. Og den slags løste man dengang med en duel. De var fine venner bagefter,« siger Poul Grinder-Hansen.