Kinesisk stats-tv viste tirsdag optagelser med en uforbeholden tilståelse fra den svenske menneskerettighedsaktivist Peter Dahlin.
Svenskeren blev fængslet 3. januar i Beijing for forsøg på at danne en organisation med hjælp fra et advokatkontor i Beijing, hvis ansatte er blevet anklaget for at modarbejde den kinesiske regering.
- Jeg har brudt Kinas lovgivning. Jeg har skadet den kinesiske regering og såret det kinesiske folks følelser. Jeg undskylder dybt for dette og er meget ked af, at det nogensinde er sket, udtalte Peter Dahlin foran kameraet.
Peter Dahlins aktivitistgruppe, China Urgent Action Working Group, har kaldt tilståelsen for "åbenlyst tiltvunget".
Gruppen har afvist anklagerne om forsøg på at eskalere konflikter i Kina.