På grund af kritisable forhold bliver en skole i Sverige lukket med øjeblikkelig virkning.
Jasminskolen i den svenske by Norrköping har indtil i denne uge været det faste holdepunkt for omkring 60 elever, men nu er det slut.
Myndighederne har taget den drastiske beslutning at tvangslukke skolen med øjeblikkelig virkning. Eleverne vil nu blive fordelt på andre skoler i området.
Et af kritikpunkterne er blandt andet, at nogle elever har følt sig tvunget til at deltage i fredagsbønnen, som ifølge svenske regler skal være en frivillig aktivitet, også på muslimske privatskoler.
Men det største problem har været det rent faglige niveau.
'Det vi fokuserer på er, at eleverne ikke har lært nok på skolen. Man har ikke kunnet løfte sin læringsopgave, og eleverne har ikke fået kundskaber nok,' fortæller Agneta Sandén fra kommunens skoleafdeling.