Studieværten Jens Gaardbo fra TV2 News fortæller på sin blog hos BT, at han for snart fem år siden slettede sin profil på Facebook.
Lige siden har det været, som at være "alene på en øde ø", skriver han:
- Uanset mine argumenter, har folk lige siden kigget på mig som om jeg var idiot. Det har været en fuldkommen Robinson Crusoe-oplevelse, skriver tv-profilen.
Han skriver, at hashtagget #deletefacebook, hvor for folk vender Facebook ryggen på grund misbrug af personlige data, har været en oplevelse for ham.
Han benytter derfor lejligheden til at foreslå en række andre hashtags som #deletearbejdsmarkedsbidrag og #deleteforældre, og pønser på at finde et hashtag der skal indføres, når folk er blevet trætte af #deletefacebook.
- For jeg vil vædde to gode øl på, at de fleste langsomt begynder at sive tilbage til deres profil, hvor de så igen vil klikke ja til, at Facebook og mange andre kan bruge deres data til hvad som helst. For afhængigheden tager over. Folk må tilbage til de daglige otte skud Facebook, de gode likes, de dejlige digitale gruppekram og nøglehuls-kiggeriet ind til andre menneskers liv, skriver Jens Gaardbo og konstaterer:
- Og så vil jeg atter stå tilbage som den eneste idiot på kloden.