Tre mænd overlevede helikopterstyrt i Sydhavet
Besætning svømmede i nattemørket i iskoldt vand i omkring 20 minutter og nåede frem til ø.

Tre mænd har mirakuløst overlevet et helikopterstyrt i det iskolde hav ud for New Zealand, hvor de blev fundet på en ø efter en lang natlig svømmetur.

Helikopterpiloten Andrew Hefford, førstehjælperen John Lambeth og redningsspecialisten Lester Stevens er blevet indlagt på et hospital, efter at de tirsdag blev fundet på en ø omkring 450 kilometer syd for New Zealand, oplyser New Zealands Center for Redningskoordinering.

De tre mænds helikopter styrtede mandag ned nær Auckland Øerne, da de var på vej på til et nødstedt fiskefartøj, hvor det var meningen, at de skulle evakuere besætningen.

En eftersøgning efter helikopteren blev iværksat kort efter rapporterne om, at den var styrtet ned, men der var kun ringe håb om at finde overlevende i Sydhavets iskolde farvand, hvor vejrforholdene mandag blev stadigt forværret.

Fem fiskefartøjer i området søgte efter helikopteren natten igennem, oplyser redningscentret.

En af de overlevende, Stevens, siger til online-nyhedssiden Stuff, at han mistede bevidstheden, da helikopteren ramte vandet. Han husker, at han svømmede rygsvømning, og at han blev trukket i land af Lambeth og Hefford. På den ø, som de nåede frem til, byggede de tre mænd en hytte og ventede på at blive fundet.

De tre mænd havde svømmet i omkring 20 minutter for at nå frem til øen, skriver avisen New Zealand Herald.

- Vi gjorde, hvad vi gjorde og overlevede, siger Stevens til Stuff.

De tre mænd blev fundet af et fiskefartøj næste dag. Fiskerne havde set dele af helikopteren i havet og så kort efter de tre mænd på stranden, siger redningscenteret.

- Vi var i ekstase af lettelse, siger Sean Mullally, som var en af de piloter, der deltog i redningsoperationen.

Kevin Banaghan fra redningscenteret siger, at helikopterbesætningen var iført særlige dragter, hvori de kan holde kropstemperaturen helt ned til minus 30 grader celsius.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters
via Listen To News