Opdateret kl. 02:39
Dødstallet efter en flyulykke i den internationale lufthavn Sabiha Gökçen i den tyrkiske storby Istanbul er steget til tre.
Imens meldes 179 mennesker kvæstet.
Det oplyser Tyrkiets sundhedsminister, Fahrettin Koca, natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Inden da lød dødstallet på en, mens 157 andre var kvæstet.
Ulykken skete onsdag eftermiddag lokal tid.
Her kørte et Boeing 737-fly, der skulle lande i Istanbul, af landingsbanen og gled 50-60 meter i retning mod en motorvej, før det væltede 30-40 meter ned i en grøft og til sidst stoppede et stykke borte.
Det forklarede guvernør i Istanbul Ali Yerlikaya tidligere onsdag.
Indenrigsflyet fra Pegasus Airlines kom fra den vesttyrkiske by Izmir i et kraftigt regn- og blæsevejr.
Ulykken var angiveligt forårsaget af en for hård landing på den våde landingsbane.
Der var ifølge myndighederne 183 mennesker om bord på flyet: 175 passagerer, to babyer, fire stewardesser og to piloter.
Optagelser fra stedet viser, at flyet knækkede over i tre dele under ulykken, og at flyets næse blev fuldstændigt ødelagt.
Passagererne blev evakueret via den ene vinge og gennem sprækker i flyvraget. Mange af dem kom ud af flyet ved egen kraft.
Antallet af kvæstede blev langsomt optrappet i timerne efter ulykken.
Guvernøren i Istanbul, Ali Yerlikaya, sagde kort efter ulykken, at omkring 50 kvæstede var bragt til hospitaler i Istanbul.
Tyrkiske medier rapporterer, at de to piloter - en tyrker og en sydkoreaner - er alvorligt kvæstet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En motor under den ene vinge brød i brand under ulykken, og et stort antal brandfolk blev øjeblikkeligt sendt ud til det ødelagte fly, hvorefter ilden blev bragt under kontrol.
Lufthavnen Sabiha Gökçen er den ene af to internationale lufthavne i Istanbul.
Pegasus Airlines har eksisteret som flyselskab i 20 år og har en flåde på 83 fly - deriblandt 47 Boeing- og 36 Airbus-fly.
/ritzau/
/ritzau/AFP