Natten til søndag skete det igen.
På det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus er tre ansatte blevet overfaldet af en syg patient. Det skete på Afsnit P2 Afdeling for Psykoser, fortæller Peter Bugge, der er FOA-tillidsmand på Risskov, til Avisen.dk.
- De er heldigvis tre på arbejde, og det er sidst på natten, at den pågældende patient går målrettet hen imod døren og helt umotiveret slår en ansat i brystet, siger han.
De to kollegaer kommer til undsætning og forsøger at hjælpe patienten ned til stuen.
- Men da de kommer til patientens stue, får han vristet sig fri, og der opstår håndgemæng og tumult, siger Peter Bugge.
- Han går så efter en af de ansatte igen og forsøger med knytnæveslag i hovedet og brystet. Og tager kvælertag og presser vedkommende op imod væggen, fortæller Peter Bugge.
Den ansatte og patienten lander på gulvet. De tre, der blev overfaldet, var to sygeplejersker og en sosu-assistent.
Den mandlige patient var 'hundedårlig', forklarer tillidsmanden. Han har været indlagt ved tvang siden 24. februar i år, står der i en pressemeddelelse fra Psykiatrien i Region Midtjylland.
Har været liv på spil
Henrik Ørskov Larsen, der er fællestillidsmand for sygeplejerskerne på Risskov Psykiatriske Hospital, forventer at det øvrige personale i dag 'vil være rystet'.
- Det er et overfald, hvor der er blevet taget kvælertag, så der har været liv på spil. Det betyder, at dem, der møder på arbejde i dag, er mere på vagt, siger han.
Sygemeldte
Alle tre ansatte kom til skade, men især den medarbejder, der var forsøgt kvalt, var efterfølgende på skadestuen to gange, forklarer Peter Bugge.
Der har mandag formiddag været en debriefing på afsnittet. De tre medarbjedere er derudover blevet sygemeldt.
Episoden vil blive meldt til politiet og registeret som en arbejdsskade. Senere på ugen bliver der foretaget en analyse af episoden. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Psykiatrien i Region Midtjylland.