The show must go on. Derfor mødte skuespiller Birthe Neumann op til gallapremieren på filmen 'Mors Drenge' søndag aften, hvor hun spiller hovedrollen, selvom det kun er godt to uger siden, hendes mand, skuespiller Paul Hüttel, sov ind i en alder af 90 år.
- Det er svært. Jeg har mistet min mand. Vi kendte hinanden i et par og 50 år, fortalte Birthe Neumann til ugebladet HER&NU.
Parret blev gift i 1974 efter at have lært hinanden at kende på Det Kongelige Teater, hvor de begge arbejdede. Tankerne om Paul Hüttel fik ifølge ugebladet tårerne frem hos den dybt berørte skuespiller:
- Det er mig selv, der bragte det på banen, men jeg kan ikke være nogen steder uden at sige det, lød det fra Neumann, der fulgtes med datteren Stine og barnebarnet Elena.
'Mors Drenge' er filmatiseringen af Adrian Hughes’ podcastserie 'Mors afskedsbrev' fra 2021, der fortæller om hans mors dramatiske livshistorie i jetset-miljøet i 1950’ernes København.